Bjarke Kirkegaard Nielsen
Verdenshistorien udspiller sig lige nu for vore øjne på tragisk vis. Paniske afghanere forsøger alt for at slippe væk fra Taliban og redde deres liv.
Det er uhyggelige billeder, som er svære ikke at blive påvirket af. Det er desperation i sin reneste form. Midt i al denne tragedie fylder de menneskelige skæbner alt. Men hvad med dyrene? Hvad med de kæledyr, der bliver efterladt, når menneskene forsøger at flygte fra landet?
Dem tager Nowzad sig af. Nowzad er en organisation, der blev grundlagt i 2007, og formålet var at genforene soldater med de hunde, der havde hjulpet dem under krigen, men det var også målet at hjælpe dyrene i Afghanistan, og det mål er lige nu vigtigere end nogensinde før.
Men som så mange andre må også Nowzad indse, at det er for farligt at opholde sig i landet. Derfor forsøger de nu at få deres medabejdere, som tæller 71 lokale afghanere, ud af landet. I en video på Facebook fortæller grundlæggeren af Nowzad Pen Farthing, at han ikke vil forlade landet, før hans medarbejdere er i sikkerhed. Derfor opfordrer han alle til at kontakte bestemte politikere.
Derudover forsikrer han, at dyrene har det godt, og at man også vil tage sig af dem, selvom Taliban nu er naboer til organisationens internat.