Von Willebrand’s sygdom – en blødersygdom

10-03-2019 09:02

Astrid Gerd Holtet

Den arvelige Von Willebrand’s sygdom er en blødersygdom, hvor mangel på et bestemt protein forhindrer blodet i at størkne

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når en hund kommer til skade, og der går hul på et blodkar, igangsættes en kaskade af reaktioner, der tilsammen får blodets blodplader til at klumpe sig sammen. Det får blodet til at størkne og blødningen standses. Ud over blodpladerne, involverer denne proces en lang række proteiner, der er nødvendige for at størkningen kan finde sted. Det er livsvigtigt for hunden at blødninger kan standse, og sker der fejl et sted i den komplicererede størkningsproces, vil hunden være i risiko for at forbløde.

Når hunden mangler Von Willebrand faktor

En af de fejl, der kan opstå, er mangel på et bestemt protein, der indgår i størkningen. Dette protein kaldes Von Willebrand faktor, og er opkaldet efter den læge, der i starten af 1900-tallet opdagede sygdommen hos mennesker. Von Willebrand’s sygdom er den mest almindelige blødersygdom hos mennesker i Danmark.

Man har senere fundet ud af, at hunden også kan mangle samme protein, og dermed også have Von Willebrand’s sygdom. 

Flere forskellige typer af Von Willebrand’s sygdom

Der findes flere forskellige typer af Von Willebrand’s sygdom, og der er forskel på hvor alvorlige de er.

Ved den mildeste form, også kaldet type I, danner hunden noget, men ikke nok, af proteinet Von Willebrand faktor. Det betyder at blodet kan størkne, men ikke så hurtigt og effektivt, som i den raske hund. Ved type II er blodets evne til at størkne ligeledes forringet, men her skyldes det ikke mangel på Von Willebrand faktor, men en ændring i proteinets form, der gør det mindre effektivt. I den tredje og mest alvorlige form, type III, mangler hunden helt Von Willebrand faktor, og det medfører udtalte blødningstendenser.

Symptomer på Von Willebrand’s sygdom

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nogle af de mest almindelige symptomer på Von Willebrand’s sygdom hos hunde er forbundet med en øget blødningstendens. Man kan eksempelvis opleve, at blødninger er lang tid om at stoppe, hvis hunden kommer til skade eller bliver operereret.

Hos alle hunde, sker der løbende småskader på blodkarrene, som lukkes inden de bliver synlige. Hos en hund med Von Willebrand’s sygdom, vil disse spontane blødninger kunne ses som blodudtrækninger i blandt andet huden eller på hundens tandkød.

Graden af symptomerne vil afhænge af hvilken type af sygdommen hunden har.

Diagnosen kan stilles ved at sende en blodprøve til et laboratorium, hvor man kan måle det nøjagtige niveau af Von Willebrand faktor.

Fremtiden med Von Willebrand’s sygdom

Fremtidsudsigterne for en hund med Von Willebrand’s sygdom afhænger af hvilken type af sygdommen hunden har. Hunde med type I og type II kan leve fint og uden udtalte problemer. Har hunden derimod type III, er al skade forbundet med stor risiko.

Von Willebrand’s sygdom er arvelig og er især tilstede hos visse racer. Der ses blandt andet en øget tendens til sygdommen hos dobermann, kooikerhondje og tysk ruhår. Hos nogle racer er der krav om test for sygdommen i forbindelse med avl.

Mistænker du, at din hund kunne have Von Willebrand’s sygdom, bør du kontakte din dyrlæge

/Astrid Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout