Astrid Gerd Holtet
Kennelhoste er et udtryk, der bliver brugt til at beskrive en lang række infektioner i luftvejene. Tilstanden kan skyldes flere forskellige virus og bakterier, og ofte er der tale om en blanding af forskellige mikroorganismer på en gang. Fælles for dem er, at de giver en tør hoste, men der kan også ses feber og nedstemthed. Ofte er hosten selvforstærkende for jo mere hunden hoster, jo mere generede bliver lungerne. En gang i mellem kompliceres sygdommen ved en tilstødende lungebetændelse, der kommer fordi immunforsvaret er svækket og lungerne er irritererede. Oftest ses det, at yngre hunde for kraftigere symptomer end de ældre.
Symptomerne viser sig typisk fem til ti dage efter hunden er blevet smittet, og de smittede hunde kan derefter selv udskille smitten i flere uger. Smitten kan overføres direkte fra hund til hund, eller gennem luften, når hunden hoster. Den kan også sidde på foderskåle, legetøj og andre ting, som den smittede hund har været i kontakt med. Man kan se større udbrud med mange syge, hvis flere hunde er sammen på lidt plads – deraf navnet kennelhoste.
Kennelhoste er typisk ikke farlig, med mindre hunden er meget ung, meget gammel, alvorlig syg eller på anden måde svækket. Som regel kan hundenes eget immunforsvar selv nedkæmpe sygdommen efter noget tid. Den syge hund skal holdes i ro for at mindske belastningen på luftvejene, og der kan eventuelt suppleres med hostestillende. Får de en tilstødende lungebetændelse, skal denne behandles med antibiotika. Da de let kan smitte andre, bør syge hunde holdes fra at have kontakt med andre, indtil de ikke længere udskiller smitten.
Det er muligt at vaccinere for nogle, men ikke alle, af de mikroorganismer, der kan give kennelhoste, og det kan være en fordel at gøre, hvis mange hunde skal være tæt sammen – som for eksempel i hundepensioner – for dermed at mindske risikoen for at hundene smitter hinanden.
Dette er tredje artikel i en serie, hvor vi kigger nærmere på de sygdomme som vi kan vaccinere vores hunde imod – næste gang ser vi på rabies.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge
