Astrid Gerd Holtet
At spise sin egen afføring kaldes også korprofagi. Det ses hos nogle hunde – ofte til ejernes store fortrydelse. Men hvorfor gør hundene det? Et amerikansk forskerhold fra University of California har forsøgt at finde svaret, og resultaterne fra deres studie er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ”Veterinary Medicine and Science”.
Forskerholdet tog udgangspunkt i to mulige forklaringer på problemet. Det ene var at korprofagi er en unormal adfærd hos hunde, og at denne unormale adfærd eksempelvis kan skyldes mangler i kosten eller et underliggende adfærdsproblem som stress eller tvangsadfærd. Den anden mulige forklaring på problemet var, at det er en normaladfærd, der sikrer at hundens nære omgivelser holdes rene og frie fra parasitter. Hvis adfærden er normal mente forskerne blandt andet, at hundene burde have en større tendens til at spise frisk afføring frem for gammelafføring, da mængden af infektiøse parasitter stiger markant, hvis afføringen ligger i omgivelserne mere end to dage.
Holdet bag studiet sendte to forskellige spørgeskemaer ud til amerikanske hundeejere og fik i alt omkring 3000 svar tilbage. De undersøgte svarene for at se, om de kunne be- eller afkræfte de to mulige forklaringer.
Ud fra hundenejernes svar, fandt forskerne ingen forskel imellem hunde, der spiste deres egen afføring og hunde der ikke gjorde, når de kiggede på alderen eller kønnet af hunden. Ligeledes var der ingen forskel i det foder de fik, og ingen forskel i hvorvidt hundene havde adfærdsproblemer, herunder stress, angst og tvangsadfærd. Ligeledes havde hunde med tendens til korprofagi ikke været svære at få renlige som hvalpe – noget forskere ellers mente kunne vise tegn på, at hunde havde en unormal manglende aversion mod afføring. Derudover viste studiet at diverse kosttilskud ingen effekt havde, og at træning kun havde en ringe effekt hos hunde med korprofagi. Det der dog virkede bedst, var hvis hunden lærte en ”lad ligge” kommando indlært ved at belønne hunden, når den ikke spiser afføringen.
Forskerholdet fandt dog også nogle forskelle mellem grupper af hunde, der spiste afføring og hunde der ikke gjorde. Blandt andet havde hunde, der normalt havde en stor appetit, en større tendens til korprofagi end andre hunde. Derudover havde nogle racer, herunder blandt andet terrierne, en større sandsynlighed for at udvikle problemet. Til sidst viste undersøgelsen også, at hunde med korprofagi havde en langt større tendens til at spise nyligt lagt afføring frem for gammelt.
Alt i alt mener forskerne bag undersøgelsen, at deres resultater tyder på, at korprofagi kan være en normaladfærd forbundet med et forsøg på at holde de nære omgivelser rene, men de pointerer også, at deres resultater er forbundet usikkerheder, og at flere studier er nødvendige for at blive klogere på området.