Bjarke Kirkegaard Nielsen
Dag efter dag sidder vi klar til at høre de seneste nye smittetal, der heldigvis er begyndt at gå den rigtige vej. Mærker vi en smule kriller i halsen, skynder vi os at bestille en tid, så vi kan få stukket en vatpind i halsen eller i næsen i håb om, at vi ikke pludselig er med til at vende den positive udvikling og i håb om, at vi ikke skal se frem mod et længere sygdomsforløb.
I denne så underlige tid kan man sagtens få ideen om, at ens hund da også bør testes for corona. For hvad nu hvis den render rundt som en potentiel smittebærer, da den jo hverken går med mundbind eller hoster i albuen.
I Sydkoreas hovedstad Seoul kan nervøse kæledyrsejere nu få testet deres kæledyr, såfremt det viser symptomer på smitte. Men det er slet ikke nødvendigt, mener dansk forsker. Det skriver bt.dk.
– Med den viden, vi har nu - både i Danmark og i udlandet - er der intet, der tyder på, at vores kæledyr smitter eller bliver syge i en grad, der gør, at det giver mening at teste dem, siger Anne Sofie Hammer, der er lektor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet og fortsætter:
– Corona bør ikke give ekstra overvejelser. Der er i forvejen andre sygdomme, der smitter fra dyr. Salmonella blandt andet. Så man skal bare holde den hygiejne, man altid har ved håndteringen af husdyr.
Har man et kæledyr, som har corona, skal man følge Fødevarestyrelsens anbefalinger, som lyder, at kæledyret skal behandles på samme måde som mennesker, og at man skal lufte den på sin egen matrikel.