Bjarke Kirkegaard Nielsen
Lørdag 30. november var 35-årige Nathalie Sandra Brandt ude at lufte sin hund i Hundeskoven i Høng sammen med en bekendt. Pludselig råber en mand til dem. Han spørger om deres hunde er aggressive, hvilket de svarer nej til. Derefter begyndte han at råbe ad sin egen hund, som er på vej over mod en labrador.
Mandens hund angriber labradoren, og så tager Nathalie en beslutning. Hun vil skille de to hunde ad.
– Jeg skynder mig at få min egen hund i snor, og så tager jeg fat i den aggressive hund. Bagefter kan jeg se, at jeg er blevet bidt ret voldsomt. Det ene sår er fem centimeter dybt, siger hun.
Episoden er meldt til politiet, da Nathalie Sandra Brandt er overbevist om, at hunden er af den forbudte race kangal.
På trods af den voldsomme oplevelse, fortryder Nathalie ikke, at hun lagde sig imellem de to hunde.
– Nej jeg fortryder ikke, at jeg brød ind, fortæller hun og slår fast, at hun er ved at være ovenpå igen:
– Jeg har det nogenlunde, men to ud ad mine tre sår er endnu ikke helet.
Advarsel: Billederne i galleriet herunder er ret voldsomme