Jeg tror nok, at jeg hørte denne sætning i en podcast om hundetræning, og den har ligesom hængt fast hos mig, for jeg synes at det er meget rammende, og den er nærmest blevet mit mantra i arbejdet med min unghund, Vixen.
Når man arbejder med dyr, må man acceptere, at der indimellem sker fejl. Det kan være, at man som uerfaren hundefører måske får lyttet til de forkerte råd, ikke er tilstrækkeligt opmærksom på om træningsformen passer til lige præcis ens hunds temperament (eller bare dagsformen), eller man kommer til at stille sin hund en opgave, der bare er for svær, og som derfor går lidt i skudder-mudder.
Sådan er det bare. Vi er bare mennesker, og de er bare dyr. Men noget af det vigtigste må være ikke at bruge for meget krudt på at slå sig selv oven i hovedet over fejlen, men lære af den og i det mindste prøve at undgå at lave den samme fejl igen.
Med Sansa har jeg helt sikkert begået den fejl, at klø for meget på med at træne lydighed og selvkontrol tidligt i hendes liv - sikkert fordi mine erfaringer kom fra mine to, gamle beagler, hvor man virkelig skal kæmpe for at få og holde kontakten!
Det lyder måske fjollet, at man kan over-træne lydighed, men det er jeg efterhånden overbevist om har været tilfældet med Sansa. De stående hunde skal jo også arbejde selvstændigt, og den del fik jeg ligesom lagt lidt for meget låg på, og det har jeg så efterfølgende bøvlet med. Så jeg lovede mig selv ikke at begå den fejl med den næste hund.
Men selvom hunde tilhører samme race, og endda er i tæt familie, er de stadig individer. Så da jeg gik i gang med at arbejde med hendes datter Vixen, der blev født lige før jul i 2019, blev det hurtigt tydeligt for mig, at hun altså er en dame af en lidt anden støbning - En meget mere selvsikker “bulderbasse” med rigtig meget passion for vildt, og som meget hurtigt tabte fokus, hvis jeg lavede for mange gentagelser af hvalpeøvelserne.
Med Sansa havde vi en del udfordringer med at lære hende at samle vildt op, hvorimod Vixen mere end én gang resolut har snuppet et stykke vildt på træningspladsen og galoperet ud på den helt store æresrunde, til stor morskab for vores træningskammerater. Godt så! Det med at samle vildt op bliver vist ikke noget problem, men så får vi nok nogle andre udfordringer.
Så min store udfordring er, at få trænet nok lydighed og selvkontrol med hende så hun ikke ender med at blive helt ustyrlig, men uden at overdrive, så hendes naturlige drive og jagtlyst forbliver intakt. Og da jeg stadig er ret ny i det her med at træne jagthunde, er jeg da helt sikker på, at jeg ikke rammer den helt rigtige balance med det samme, men hvis man ser på fejl som muligheder for læring og udvikling, skal det hele nok gå.
Og heldigvis kan vores hunde jo udvikle sig og lære hele livet, så på trods af mine bommerter tidligt i Sansas træning, har jeg formået at få hende vendt, så hun nu faktisk er en hund med rigtig meget fart og jagtlyst - Jeg skulle bare lige finde de rigtige knapper at skrue på.
Jeg har også lagt mærke til, at selverkendelse er en sjælden størrelse blandt jagthundefolk. Når f.eks en apportering ikke lykkes, flyver det ofte rundt med undskyldninger. “Den plejer at kunne!”, er en klassiker. Og alt lige fra hunden, racen, opdrætteren, træneren, træningskammeraterne, deres hunde, vejret eller svigermor 300 kilometer væk kan risikere at få skylden. Min tilgang til det plejer at være, at hvis min hund ikke kan finde ud af at løse en opgave, så må det være mig, der ikke har forberedt den godt nok, eller mig der ikke har lagt øvelsens sværhedsgrad rigtigt. Eller også er der noget med hundens dagsform, som gør at det bare er for svært i dag, og så må man nedjustere ambitionerne, så det alligevel bliver en god træning.
Så selvom jeg i udgangspunktet synes, at alle de der undskyldninger er ret ubrugelige, så bliver de i hvert fald sat helt ud af spillet, når man arbejder med en hund, man selv har opdrættet. Jeg har udvalgt far og mor til kuldet ud fra de egenskaber, som jeg synes var vigtigst for racen, passet tæven under drægtigheden, taget imod Vixen under fødslen (måske var hun en af de to første hvalpe, der nåede at blive født oppe i min seng under min dyne!) og præget hende fra første sekund. Så hvis noget er gået galt, som skulle få betydning for Vixens karriere som jagt- og prøvehund, så har jeg i hvert fald kun én at skyde skylden på. Og det gør i virkeligheden det hele meget enklere, og også meget mere spændende!
Gør jagttræning til en fest for din hund! Lær hvordan positive metoder på hundens præmisser skaber glæde, stærkt samarbejde og imponerende resultater i marken.
Den svenske tilgang, hvor besøgshundeteams gennemgår en grundig uddannelse med fokus på hundens tryghed og kvaliteten af samværet med de ældre, fik mig til at pakke kufferten og rejse nordpå.
Har du en passion for hunde og måske en faglig vinkel, du gerne vil dele? Så har du nu muligheden for at blive blogger på hunden.dk!
Mange hunderacer oplever problemer med indavl og genetiske sygdomme. For nationalracen den dansk/svenske gårdhund er løsningen heldigvis nærliggende. Gennem indmønstring af hunde uden stambog kan racen få tilført ny genetisk variation og dermed sikre en sund og robust fremtid for racen.
K9Biathlon For Alle forvandlede Ledreborg Slot til Danmarks mest logrende festivalplads.
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Den engelske setter Happy tog både dommer og publikum med storm og sikrede sig en historisk sejr som Best in Show ved DKK’s nordiske udstilling i solbeskinnede Vejen.
Jeg går ofte tur på en skøn natursti. Tidligere var det en jernbanestrækning, men for mange år siden blev den nedlagt, og i dag har mennesker og dyr glæde af den. På denne tid af året myldre det frem med skovjordbær. Som små røde perler lyser de op i alt det grønne, og jeg elsker at plukke af dem, når jeg med egne øjne kan se, at de modne. Og mine hunde elsker dem også, men må de egentlig få dem?
Gør jagttræning til en fest for din hund! Lær hvordan positive metoder på hundens præmisser skaber glæde, stærkt samarbejde og imponerende resultater i marken.
Bichon havanaiseren Tesla har sat poteaftryk langt ud over sin lille størrelse både som lydighedsstjerne, certificeret servicehund og elsket følgesvend i hverdagen. Hun er en sand ener, der mestrer alt fra dog dancing til plejehjemsbesøg og altid med en logrende hale.
Juniorhandlere leverede imponerende præstationer og stærkt samarbejde med hundene ved DKK’s nordiske udstilling lørdag.
Fredagen i Vejen bød på solskin, hundeglæde og en energisk borzoi, der løb med dagens Best in Show-titel ved Dansk Kennel Klubs første udstillingsdag.
På trods af 27 grader og tung, stillestående luft viste juniorhandlerne ved Dansk Kennel Klubs internationale udstilling i Vejen stort overskud, ansvar for hundenes velfærd og stærkt samarbejde i ringen.
