Jeg tror nok, at jeg hørte denne sætning i en podcast om hundetræning, og den har ligesom hængt fast hos mig, for jeg synes at det er meget rammende, og den er nærmest blevet mit mantra i arbejdet med min unghund, Vixen.

Privatfoto

Når man arbejder med dyr, må man acceptere, at der indimellem sker fejl. Det kan være, at man som uerfaren hundefører måske får lyttet til de forkerte råd, ikke er tilstrækkeligt opmærksom på om træningsformen passer til lige præcis ens hunds temperament (eller bare dagsformen), eller man kommer til at stille sin hund en opgave, der bare er for svær, og som derfor går lidt i skudder-mudder.

Sådan er det bare. Vi er bare mennesker, og de er bare dyr. Men noget af det vigtigste må være ikke at bruge for meget krudt på at slå sig selv oven i hovedet over fejlen, men lære af den og i det mindste prøve at undgå at lave den samme fejl igen.

Privatfoto

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Med Sansa har jeg helt sikkert begået den fejl, at klø for meget på med at træne lydighed og selvkontrol tidligt i hendes liv - sikkert fordi mine erfaringer kom fra mine to, gamle beagler, hvor man virkelig skal kæmpe for at få og holde kontakten!

Det lyder måske fjollet, at man kan over-træne lydighed, men det er jeg efterhånden overbevist om har været tilfældet med Sansa. De stående hunde skal jo også arbejde selvstændigt, og den del fik jeg ligesom lagt lidt for meget låg på, og det har jeg så efterfølgende bøvlet med. Så jeg lovede mig selv ikke at begå den fejl med den næste hund.

Men selvom hunde tilhører samme race, og endda er i tæt familie, er de stadig individer. Så da jeg gik i gang med at arbejde med hendes datter Vixen, der blev født lige før jul i 2019, blev det hurtigt tydeligt for mig, at hun altså er en dame af en lidt anden støbning - En meget mere selvsikker “bulderbasse” med rigtig meget passion for vildt, og som meget hurtigt tabte fokus, hvis jeg lavede for mange gentagelser af hvalpeøvelserne. 

Privatfoto

Med Sansa havde vi en del udfordringer med at lære hende at samle vildt op, hvorimod Vixen mere end én gang resolut har snuppet et stykke vildt på træningspladsen og galoperet ud på den helt store æresrunde, til stor morskab for vores træningskammerater. Godt så! Det med at samle vildt op bliver vist ikke noget problem, men så får vi nok nogle andre udfordringer.

Så min store udfordring er, at få trænet nok lydighed og selvkontrol med hende så hun ikke ender med at blive helt ustyrlig, men uden at overdrive, så hendes naturlige drive og jagtlyst forbliver intakt. Og da jeg stadig er ret ny i det her med at træne jagthunde, er jeg da helt sikker på, at jeg ikke rammer den helt rigtige balance med det samme, men hvis man ser på fejl som muligheder for læring og udvikling, skal det hele nok gå.

Og heldigvis kan vores hunde jo udvikle sig og lære hele livet, så på trods af mine bommerter tidligt i Sansas træning, har jeg formået at få hende vendt, så hun nu faktisk er en hund med rigtig meget fart og jagtlyst - Jeg skulle bare lige finde de rigtige knapper at skrue på.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Privatfoto

Jeg har også lagt mærke til, at selverkendelse er en sjælden størrelse blandt jagthundefolk. Når f.eks en apportering ikke lykkes, flyver det ofte rundt med undskyldninger. “Den plejer at kunne!”, er en klassiker. Og alt lige fra hunden, racen, opdrætteren, træneren, træningskammeraterne, deres hunde, vejret eller svigermor 300 kilometer væk kan risikere at få skylden. Min tilgang til det plejer at være, at hvis min hund ikke kan finde ud af at løse en opgave, så må det være mig, der ikke har forberedt den godt nok, eller mig der ikke har lagt øvelsens sværhedsgrad rigtigt. Eller også er der noget med hundens dagsform, som gør at det bare er for svært i dag, og så må man nedjustere ambitionerne, så det alligevel bliver en god træning.

Så selvom jeg i udgangspunktet synes, at alle de der undskyldninger er ret ubrugelige, så bliver de i hvert fald sat helt ud af spillet, når man arbejder med en hund, man selv har opdrættet. Jeg har udvalgt far og mor til kuldet ud fra de egenskaber, som jeg synes var vigtigst for racen, passet tæven under drægtigheden, taget imod Vixen under fødslen (måske var hun en af de to første hvalpe, der nåede at blive født oppe i min seng under min dyne!) og præget hende fra første sekund. Så hvis noget er gået galt, som skulle få betydning for Vixens karriere som jagt- og prøvehund, så har jeg i hvert fald kun én at skyde skylden på. Og det gør i virkeligheden det hele meget enklere, og også meget mere spændende!

Læs også: Når en drøm ændres

Privatfoto