Privatfoto

Jeg vil gerne takke alle i hele verden, der hjalp hector og mig, da vi havde brug for det. Kærligheden og støtten var noget af det smukkeste, jeg har oplevet i hele mit liv.

Jeg vil prøve at gøre mit bedste for at give jer hele historien.

Onsdag aften ankom vi til Hotel Årslev Kro. Uheldigvis blev min anden hund, Sonny, opereret i sidste uge, mens vi var i Tyskland. Han har stingi maven fra operationen, så jeg blev nødt til at efterlade Hector i sit bur i vores bil, fordi de leger meget voldsomt,og jeg ville ikke risikere, at Sonny fik problemer efter operationen.

Torsdag morgen klokken cirka 5 stod jeg op og forlod hotelværelset for at gå tur med Hector. Med det samme jeg så vores lejede bil, kunne jeg se, at den ene dør stod åben og at der var glas over det hele. Jeg løb hen til bilen og fandt ud af, at Hectors bur stod åbent og Hector var væk.

Vi gik i panik. Med tårer ned over kinderne, løb jeg ind i hotellobbyen og bad om hjælp, fordi min hund var væk. Manden bag disken nægtede at bruge deres telefon til at ringe efter politiet. Jeg spurgte, om de havde kameraovervågning, og han svarede ja, men jeg blev nødt til at vente nogle timer på den kvinde, der havde adgang til kameraerne. Han ville ikke ringe til hende for at få hende til at komme med det samme.

Politiet kom, og fra start var de meget hjælpsomme og forstående. De kriminelle havde ikke alene knust vores vindue men også vinduerne i fire andre biler på parkeringspladsen.
Så fik vi at vide, at der tre dage tidligere havde været indbrud i otte biler på samme plads. Jeg blev meget sur over, at hotellet vidste dette og ikke havde advaret os, men det gav mig også håb om, at tyvene var lokale.

Mens vi snakkede med politiet lavede jeg et facebookopslag, hvor jeg bad alle om hjælp. I løbet af få minutter begyndte jeg at modtage beskeder. I en af beskederne stod der, at afsenderen kunne hjælpe. Hun var lokal. Hun fortalte mig, at en militærhund var blevet stjålet, og senere fundet efter mange havde hørt om den. Jeg spurgte politiet om denne historie og spurgte dem, hvor hunden var blevet fundet.
De fortalte mig, at hunden var blevet fundet i Brabrand, og de forklarede, at der var nogle bander derude. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle starte min eftersøgning derude.

Kelly og jeg hoppede ind i bilen med den smadrede rude og kørte hen for at leje en anden bil. Vi flyttede vores ting til  et andet hotel, og mens Kelly passede vores andre hunde på hotellet, drog jeg mod Brabrand.

Læs også: England: Hundetyveri skal medføre fængselsstraf

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men jeg var forberedt på at gå gennem ild for at redde min dreng. Jeg begyndte at køre rundt og bad dem jeg mødte om at pege mig i retning af det sted, hvor de værste mennesker i byen holdt til. Narkohandlerne, gangsterne. Alle jeg spurgte, sagde jeg skulle tage til Bazaren. De sagde, at de ikke ville blive overraskede, hvis dem der havde taget Hector, hang ud der.

Jeg kørte op til stor bygning, hvor derstod Bazar. Jeg trak min hætte op og gik ind. Jeg startede med at spørge folk, om de talte engelsk, og det gjorde nogle få af dem, jeg mødte. Jeg forklarede dem historien.
Mens jeg var derinde, kom en mand hen til mig, og sagde at jeg skulle hænge et opslag op i Bazaren, hvorpå der skulle stå, at jeg tilbød en findeløn. Han sagde, at uden penge, ville jeg nok aldrig se Hector igen. Jeg ringede til Kelly, og hun begyndte at lave en flyer.

Jeg forlod Bazaren og begyndte at gå rundt i området. Jeg gik ind i opgange og snakkede med alle dem, jeg kunne finde, der talte engelsk. Som i Bazaren fortalte jeg dem, at jeg bare ville have min hund tilbage. Jeg ville gøre alt for at få ham tilbage, og jeg ville ikke tage hjem uden ham.

Jeg brugte et par timer i området, og jeg snakkede med mange mennesker. Nogle var meget hjælpsomme, andre afviste mig bare.

Jeg gik ned ad gaden, og var begyndt at tænke, at al håb var ude, da en bil kørte op på siden af mig. To yngre mænd med mellemøstligt udseende, spurgte omjeg ledte efter min hund. Jeg svarede ja. De sagde, at de troede, de vidste hvem, der havdetaget den, men at det var nogle vanvittige fyre fra bandemiljøet, og at de sikkert ville have penge for Hector. Jeg fortalte, at jeg ikke er rig, men at jeg ville gøre alt for at få ham tilbage, og jeg ville prøve at skaffe nogle penge. De bad mig vente, mens de kørte hen og spurgte, hvad det ville kræve at få Hector fri.

De kom tilbage og sagde, at det ville koste mig 20.000 hollandske pund (mon ikke han mener danske kroner). Jeg fortalte dem, at jeg ikke vidste, om jeg kunne skaffe dem, men jeg ville gøre, hvad jeg kunne. De fik mit telefonnummer og sagde, at jeg havde to timer.

Jeg ilede tilbage til hotellet og samlede Kelly op, og vi begyndte atkøre fra bank til bank, hvor vi brugte alle de kort, vi havde til at hæve penge fra hæveautomaterne. Det var ikke let, men det lykkedes.Vi tog tilbage til hotellet og ventede på en opringning.
Mens vi ventede kom det amerikanske hold tilbage fra træning, og jeg forklarede situationen. De fortalte, at de nok skulle hjælpe mig, og at jeg ikke skulle tage af sted  alene. Der gik 2 og en halv time uden opkald. Jeg sagde, at jeg villetage tilbage til Bazaren for at forsøge at finde dem. Jeg hoppede indi bilen og Sean O'Kane, Mike Diehl, Mario SergioGomes og T. Floyd hoppede ind i en anden bil og fulgte efter mig.

 Netop da jeg havde forladt p-pladsen, ringede min telefon. Det var dem. De fortalte mig, at de ville sende mig en lokation,hvor jeg kunne møde dem. Vi trak ind til siden og ventede. Nogle af de andre mente vi skulle involvere politiet, når vi nu havde deres telefonnummer. De ringede til politiet og forklarede situationen.

Der kom ingen sms. De ringede igen og sagde, at de ikke kunne sende sms. Derfor gav de mig adressen over telefonen. Vi tastede adressen ind i gps'en, og opdagede, at vi var ved siden af den bygning, de ville møde os ved. Vi kørte lidt væk for at omgruppere os.

Læs også: Hjælp politiet med at finde fyrværkerifjols

Cirka 5 minutter senere ringede de igen og spurgte, hvor jeg var. Jeg sagde, at jeg kom fra banken og ville være der om 10 minutter. Få minutter senere ringede de igen og sagde, at der ikke længere var noget, de kunne gøre. De sagde, at de troede, jeg havde involveret politiet, fordi der pludselig kørte en  masse biler, og så lagde de bare på. Jeg bad holdet give mig de 20.000 kroner, og bede politiet forsvinde fra området. Jeg følte min eneste chance var ved at forsvinde.

Jeg hoppede ind i bilen og kørte hen til adressen. Jeg ringede til deres telefon gang på gang. De svarede engang, hvor de gentog, at der ikke var noget at gøre. Jeg fortsatte med at ringe. Endelig tog de telefonen. Jeg fortalte, at jeg var på p-pladsen, jeg var alene og havde pengene. Jeg lovede, at jeg ikke ringede til politiet. Han sagde, han måske ville ringe tilbage, men sikkert ikke.

Jeg blev på pladsen, og efter cirka 15 minutter, kom to børn. De bad mig efterlade telefonen i bilen og følge efter dem. Jeg sagde, at jeg ikke gik nogen steder udenbevis på, at de havde Hector, og han var i live. En af dem tog sin telefon frem og ringede til en via facetime. På telefonen så jeg Hector. Så vidste jeg, de talte sandt.

Jeg fulgte dem forbi den første bygning og forbi den anden. De begyndte at gå ombag bygningen. Jeg fortalte dem,at jeg ikke bare  ville følge blindt efter dem ind i en bygning, og hvis de  ville have penge, skulle de vise mig hunden. De pegede mod den næste bygning og spurgte, om jeg kunne se min hund.Godt 100 yards væk kunne jeg se en mand gå ud af en bygning med Hector. Mit hjerte stoppede. Jeg kaldte på ham og i bedste hectorstil, greb han snoren og begyndte at trække manden hen imod mig.
Da de kom ned af de første trapper, kom yderligere to mænd ud af den samme dør. De havde masker for ansigterne, og de løb mod mig bag Hector.
Jeg råbte til dem, at de skulle tage deres fucking masker af. De to, jeg stod med, råbte til dem på deres eget sprog, og de to mænd standsede op og tog maskerne af. Lige  på det tidspunkt greb jeg fat i hundesnoren, jeg greb ned i  mine underbukser, tog pengene, gav dem pengene og tog afsted med min dreng. Ingen ord kan beskrive,hvad jeg følte i det øjeblik.

Jeg hoppede ind i bilen og kørte mod hotellet. Jeg ringede til  Kelly og Sean. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg havde ham.
Da vi kom tilbage til hotellet, fik jeg Hector ud af bilen og gav ham et kæmpe kram.Jeg kunne stadig  ikke tro det.

Jeg vil gerne takke alle, der har hjulpet. Mængden af mennesker, der rakte ud er utrolig. Det danske politi arbejdede itrætteligt fra det første opkald.
Alle vores hundevenner fra hele verden rakte ud mod alle, de kendte. WUSV-organisationen arbejdede også hårdt. Og så alle de danskere,  der også hjalp. Jeg kan ikke fortælle hvor mange fremmede mennesker, der viste  ægte omsorg for os. Det var en smuk ting.

Mine venner her havde min ryg fra start, og var klar til at møde det ukendte for at hjælpe mig med at få Hector tilbage. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Han er hjemme, og vi er så glade.