Foto: Wiegaarden/Annette Boe Østergaard

Dette efterår skulle være den totale genrejsning af de internationale hundeudstillinger i DKK. Under mottoet tro, håb og kærlighed skulle vi igen se hinanden, dommerne og hundene i øjnene i udstillingsringene. Men som alle nok er ved at være klar over, så spredte coronaen også sine mørke arme ud over efteråret og tvang DKK til at opgive efterårets storstilede planer, og med et måtte vi indse, at vi måtte finde tro, håb og kærlighed andre steder dette efterår.

Eller måtte vi nu også det?

Gennem mine to og et halvt år i hundeverdenen har jeg erfaret, at der er et bånd mellem folk i denne verden. Så selvom man ikke kommer ud til udstillingerne og lytter til Jettes blide røst synge morgenen ind, så har man stadig minderne fra tidligere udstillinger, kærligheden til sine hundevenner, troen på, at vi igen skal mødes til udstillinger og håbet om, at alt bliver godt igen.

Og så er udstillingerne jo bare en gren af DKK’s enorme træ.

Læs også: KLUMME: En delehund, der samler os

For rundt omkring i landet er træning og konkurrencer igen i gang under anderledes vilkår, men stadig med det fælles fokus, som vi alle kan blive enige om – kærligheden til hunden og til alt det, vi oplever sammen.

Den sidste søndag i august var jeg til DM i schweiss. Jeg drog afsted fra hustru og børn tidligt søndag morgen, så jeg kunne lande i Struers omegn mellem klokken 8.00 og 9.00.

Jeg kom med en forventning om at møde toptrænede mennesker med knivskarpe konkurrencealbuer og hunde med iskolde øjne.

Her skal det siges, at jeg aldrig selv har dyrket en hundesport. Jeg har til gengæld spillet massevis af fodbold og håndbold, og her har jeg selv stået i utallige konkurrencer, hvor toppen var et jysk mesterskab i indendørs fodbold og en mængde kommunemesterskaber i håndbold i hedengangne Ølgod Kommune. Her blev der kæmpet. Kæmpet mod modstanderne med alle midler, og kunne man lige nappe en modstander i maveskindet eller træde ham lidt over fødderne, så var det kun en bonus. Jeg husker selv, hvordan jeg ofte kiggede ned på den anden banehalvdel og kiggede modstanderne an inden en kamp, og ikke en eneste gang tænkte jeg, at en modspiller kunne være en ven, jeg endnu ikke havde mødt på trods af vores fælles kærlighed til sporten.  

Læs også: Klumme: Det var ikke meningen, at jeg skulle have hund

Så skruer vi lige tiden frem til DM i schweiss igen. Her stod samtlige deltagere og talte og grinede med hinanden inden det vigtige mesterskab.

Ude på sporene blev der ønsket knæk og bræk, inden modstanderne skulle ud på deres spor, og da alle havde været igennem deres spor, var der opmuntring, trøst og coronaklap på skuldrene.

Den slags ville ikke være gået i min amatørboldspilskarriere. Her ville man højst have grinet ad modstanderen eller rost hinanden indbyrdes på holdet.

Så det kan godt være, at vi ikke kan mødes til de store udstillinger i år, men heldigvis er der masser af tro, håb, kærlighed og sammenhold i hundeverdenen. Det er særligt for denne verden. Det skal vi holde fast i, og det skal vi aldrig glemme.

Læs også: KLUMME: Jægerne opruster