Anne Kristine Tollestrup
Vi ved, at samvær med hunden kan gavne mennesker på utrolig mange måder – unge som ældre, raske som syge. Undersøgelser har tidligere vist, hvordan hunde kan påvirke vores liv i en bedre retning. Det er ikke kun samspillet med hunden og ansvaret for at skulle tage vare på et levende væsen, men også den taknemmelighed der kommer fra hunden til mennesket, rigtig mange hundeejere nyder godt af. Ligeledes kræver hunden motion og giver en god grund til daglige gåture i det fri, der gavner såvel mennesker som dyr. Og så er der jo de planlagte aktiviteter, vi dyrker med vores hunde – de er også med til at give livskvalitet. En af de aktiviteter, rigtig mange danskere dyrker med deres hund, er jagt. En undersøgelse foretaget for Jægerforbundets kommunikationsafdeling viser i lighed med en række andre undersøgelser, at jagt er en sund aktivitet for mennesket. Psykoterapeut og jæger Ilse Kjær Gaardahl konkluderer, at oplevelser med jagt, vildt og natur er sundt på mange måder og har en positiv indvirkning – eksempelvis på stress. Ilse Kjær Gaardahl har ligeledes konstateret, at den megen motion, jægeren får ved jagt, kan afhjælpe en depression. Samtidigt giver naturoplevelserne en meditativ tilstand, der gavner vores mentale tilstand. Faktisk konkluderer en tysk undersøgelse, at jægere er mere lykkelig end ikke-jægere. Kilde: Jægerforbundet.dk