Med termin d. 24. december kunne jeg godt se, at det nok ville blive svært at få overtalt nogen til at forlade deres familie og andestegen for at hjælpe mig med projektet. Så jeg forberedte mig mentalt på, at vi ville komme til at stå med det alene, og fortsatte med at studere i bøgerne.
Men så - som et lille julemirakel - meldte opdrætteren af mine to, gamle beagler sig på banen. Hun og hendes mand havde ikke særlige planer omkring juleaften, så hun ville gerne komme og hjælpe. Og damen har utallige hvalpefødsler på CV’et, så sådan et tilbud siger man ikke nej til!
Dagene op til fødslen gik med at tage billeder af Sansa og den voksende mave fra siden, da faconen på maven måske kunne give et hint om hvalpene var i gang med at “køre sig i stilling”. Samtidigt tog jeg temperatur på Sansa flere gange om dagen. Hunde er så fikst indrettede, at der kommer et tydeligt dyk i deres kropstemperatur, og så ved man at fødslen typisk går i gang indenfor det næste døgn.
Temperaturdykket kom allerede den 21. december ved frokosttid, og senere samme eftermiddag hentede jeg fødselshjælper Ulla på banegården. Vi spiste take-away til aftensmad, gik tidligt i seng og regnede egentligt ikke med at der ville ske noget før næste morgen.
Der gik dog ikke lang tid før Sansa begyndte at blive rastløs, og konstant skulle ud for at tømme maven forud for fødslen. Og det kunne ikke gå bare at lukke hende alene ud i haven, hvis hun nu pludselig fødte, så jeg måtte stikke i gummistøvlerne, pandelampen og den tykke vinterjakke hver gang.
Efter mange ture ud i haven og ind igen, faldt hun endelig lidt til ro under min dyne, og Ulla forsikrede mig om, at der altså ikke ville ske mere før næste morgen. Jeg syntes nu alligevel at Sansa opførte sig lidt underligt. Jeg kunne mærke hvordan hun med mellemrum ligesom spændte op i kroppen og så slappede af igen. Gad vide om hun lå og pressede? Men Ulla virkede 100% sikker på, at der var mange timer til selve fødslen, og jeg havde jo også set på diverse Youtube-film, at tæverne bliver meget urolige, gisper, piver og graver i deres fødekasse lige op til fødslen. Så jeg prøvede at lægge mig til at sove igen.
Men Sansa, som jeg nærmest lå i ske med, blev ved med at spænde op ned langs ryggen. På et tidspunkt flyttede jeg på min hånd, og mærkede at madrassen var helt våd. Jeg satte mig op i sengen, tændte lyset, løftede dynen af og nåede lige at gribe den første hvalp! Så var vi ligesom i gang! De to første hvalpe nåede at blive født oppe i min seng (den topmadras bliver aldrig sig selv igen) før vi fik flyttet Sansa over i fødekassen. Derefter fulgte de næste fire hvalpe med 15-20 minutters mellemrum, helt efter bogen.
Så kom der en lidt længere pause. Ikke noget vi nåede at blive bekymrede over, da hvalpene der har ligget længst oppe i de to livmoderhorn jo naturligt har lidt længere vej at vandre før de kommer ud. For at hjælpe processen lidt på vej, var jeg ude og gå en rask tur med Sansa. Igen iført røjsere og pandelampe, men også tørre håndklæder hvis Sansa nu fandt på at sætte sig til at føde ude i det fri. Det gjorde hun heldigvis ikke, og vi kom hjem igen.
Da hvalp nummer syv endelig kom, kunne jeg se med det samme, at der var noget galt. Den var mindre end de andre, helt slap og bleg om snude og øjne. Min første indskydelse var, at den var død. Vi prøvede at gnubbe lidt på den med et håndklæde, men det var faktisk ret tydeligt at den nok havde været død i et stykke tid og ikke stod til at genoplive. Da den også var klein i størrelsen, havde den måske haft dårlig blodforsyning de sidste dage af drægtigheden. Det forklarede også hvorfor fødslens ligesom var gået lidt i stå - En død hvalp kunne jo ikke selv hjælpe til med at komme ud. Lige dér var det rart med en erfaren opdrætter ved min side, for ellers kunne jeg nok have brugt meget tid på at spekulere om jeg havde prøvet nok.
Hvalp nummer otte kom ret hurtigt derefter, og var sund og rask. Desværre - set i bakspejlet - blev jeg ved med at rumstere rundt med Sansa, da dyrlægen jo havde talt cirka ti fostre på scanningen. Vi var ude at gå flere gange, uden at der ligesom skete mere. Det stressede hende nok desværre lidt, for da vi kom ind til hvalpene igen, kiggede hun pludselig på dem med et helt forkert, mystificeret blik og lagde sig ikke op til dem. Der nåede jeg nok at gå lidt i panik ved tanken om syv hvalpe og en tæve, der ikke ville kendes ved dem. Ulla foreslog at jeg prøvede at gå en lille tur mere med Sansa, og så var det heldigvis som om, at brikkerne faldt på plads, og da vi kom ind igen gik Sansa direkte op i kassen og nussede om sine hvalpe. Og da jeg fik kigget på hendes kropssprog og mimik var det egentlig ret tydeligt, at fødslen var ovre - så det må være en vigtig lektie til en anden gang.
Så vi endte på syv, sunde og velskabte hvalpe, fem drenge og to piger. Og med fødselsdag så tæt på jul kunne det ikke være anderledes, end at de blev opkaldt efter julemandens rensdyr: Comet, Dasher, Dancer, Prancer, Donner, Blitzen og Vixen (julemanden havde også en Cupid, men det måtte så være den lille fyr, der ikke klarede den).
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
Det siges, at hunden er menneskets bedste ven. Men hvis vi skal være helt ærlige, ligner forholdet ofte mere en komedie, hvor den ene part har pels, og den anden part har adgang til Dankortet.
Lørdag den 21. marts 2026 markerede en særlig milepæl, da en Bichon Havanais for første gang stillede op i lydighedsklasse 3. Det var Small Opals That’s Amore (Tesla) som deltog ved Border Collie og DKK kreds 6’s lydighedsprøve i Viborg, afholdt i International Elite Center.
En video af syv hunde på en kinesisk motorvej er gået verden rundt med over 230 millioner visninger og en fortælling om en heroisk flugt fra kødindustrien. Men bag de dramatiske billeder gemmer sig en langt mere jordnær forklaring.
Mød den hollandske spidshund med det ikoniske "brille-look" og et hjerte af guld. Nanna Eriksen fra Kennel Livive’s tegner her et kærligt portræt af Keeshonden, en overset raceperle, der er den ultimative skygge og trofaste følgesvend for sin ejer.
Kender du Hundekroen på Rold Gl. Kro? De er kendte for deres store kærlighed til firbenede gæster, og nu planlægger de at tage fællesskabet til et nyt niveau med en dedikeret Hundehøjskole i uge 25.
Foråret kalder på nye eventyr i det danske landskab sammen med din hund. Vi har fundet fem gode destinationer, placeret i hver landsdel, så I kan få en uforglemmelig weekendtur ud i det blå.
Dansk Canicross Forbund satte i søndags et imponerende punktum for Dog Series 25/26. Hele 182 ekvipager var samlet på en gammel campingplads i Thy til en finale præget af høj fart, kølige temperaturer og enestående natur.
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Foråret bringer grønne blade, men for nogen hunde følger der desværre også en generende kløe med. Mens vi mennesker ofte nyser og får løbende næser, reagerer hundens krop typisk gennem huden, når pollentallene stiger i vejret.
Efter en alvorlig sygdom nyder 6,5-årige Elliot nu livet på en velfortjent ferie med rekreation. Bo og Lone Olsen har taget turen fra Odsherred på Nordsjælland til Rold Gl. Kro (Hundekroen) for tredje gang.
