Med termin d. 24. december kunne jeg godt se, at det nok ville blive svært at få overtalt nogen til at forlade deres familie og andestegen for at hjælpe mig med projektet. Så jeg forberedte mig mentalt på, at vi ville komme til at stå med det alene, og fortsatte med at studere i bøgerne.

Men så - som et lille julemirakel - meldte opdrætteren af mine to, gamle beagler sig på banen. Hun og hendes mand havde ikke særlige planer omkring juleaften, så hun ville gerne komme og hjælpe. Og damen har utallige hvalpefødsler på CV’et, så sådan et tilbud siger man ikke nej til!

Dagene op til fødslen gik med at tage billeder af Sansa og den voksende mave fra siden, da faconen på maven måske kunne give et hint om hvalpene var i gang med at “køre sig i stilling”. Samtidigt tog jeg temperatur på Sansa flere gange om dagen. Hunde er så fikst indrettede, at der kommer et tydeligt dyk i deres kropstemperatur, og så ved man at fødslen typisk går i gang indenfor det næste døgn. 

Temperaturdykket kom allerede den 21. december ved frokosttid, og senere samme eftermiddag hentede jeg fødselshjælper Ulla på banegården. Vi spiste take-away til aftensmad, gik tidligt i seng og regnede egentligt ikke med at der ville ske noget før næste morgen. 

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Der gik dog ikke lang tid før Sansa begyndte at blive rastløs, og konstant skulle ud for at tømme maven forud for fødslen. Og det kunne ikke gå bare at lukke hende alene ud i haven, hvis hun nu pludselig fødte, så jeg måtte stikke i gummistøvlerne, pandelampen og den tykke vinterjakke hver gang.

Efter mange ture ud i haven og ind igen, faldt hun endelig lidt til ro under min dyne, og Ulla forsikrede mig om, at der altså ikke ville ske mere før næste morgen. Jeg syntes nu alligevel at Sansa opførte sig lidt underligt. Jeg kunne mærke hvordan hun med mellemrum ligesom spændte op i kroppen og så slappede af igen. Gad vide om hun lå og pressede? Men Ulla virkede 100% sikker på, at der var mange timer til selve fødslen, og jeg havde jo også set på diverse Youtube-film, at tæverne bliver meget urolige, gisper, piver og graver i deres fødekasse lige op til fødslen. Så jeg prøvede at lægge mig til at sove igen. 

Men Sansa, som jeg nærmest lå i ske med, blev ved med at spænde op ned langs ryggen. På et tidspunkt flyttede jeg på min hånd, og mærkede at madrassen var helt våd. Jeg satte mig op i sengen, tændte lyset, løftede dynen af og nåede lige at gribe den første hvalp! Så var vi ligesom i gang! De to første hvalpe nåede at blive født oppe i min seng (den topmadras bliver aldrig sig selv igen) før vi fik flyttet Sansa over i fødekassen. Derefter fulgte de næste fire hvalpe med 15-20 minutters mellemrum, helt efter bogen. 

Så kom der en lidt længere pause. Ikke noget vi nåede at blive bekymrede over, da hvalpene der har ligget længst oppe i de to livmoderhorn jo naturligt har lidt længere vej at vandre før de kommer ud. For at hjælpe processen lidt på vej, var jeg ude og gå en rask tur med Sansa. Igen iført røjsere og pandelampe, men også tørre håndklæder hvis Sansa nu fandt på at sætte sig til at føde ude i det fri. Det gjorde hun heldigvis ikke, og vi kom hjem igen. 

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Da hvalp nummer syv endelig kom, kunne jeg se med det samme, at der var noget galt. Den var mindre end de andre, helt slap og bleg om snude og øjne. Min første indskydelse var, at den var død. Vi prøvede at gnubbe lidt på den med et håndklæde, men det var faktisk ret tydeligt at den nok havde været død i et stykke tid og ikke stod til at genoplive. Da den også var klein i størrelsen, havde den måske haft dårlig blodforsyning de sidste dage af drægtigheden. Det forklarede også hvorfor fødslens ligesom var gået lidt i stå - En død hvalp kunne jo ikke selv hjælpe til med at komme ud. Lige dér var det rart med en erfaren opdrætter ved min side, for ellers kunne jeg nok have brugt meget tid på at spekulere om jeg havde prøvet nok.

Hvalp nummer otte kom ret hurtigt derefter, og var sund og rask. Desværre - set i bakspejlet - blev jeg ved med at rumstere rundt med Sansa, da dyrlægen jo havde talt cirka ti fostre på scanningen. Vi var ude at gå flere gange, uden at der ligesom skete mere. Det stressede hende nok desværre lidt, for da vi kom ind til hvalpene igen, kiggede hun pludselig på dem med et helt forkert, mystificeret blik og lagde sig ikke op til dem. Der nåede jeg nok at gå lidt i panik ved tanken om syv hvalpe og en tæve, der ikke ville kendes ved dem. Ulla foreslog at jeg prøvede at gå en lille tur mere med Sansa, og så var det heldigvis som om, at brikkerne faldt på plads, og da vi kom ind igen gik Sansa direkte op i kassen og nussede om sine hvalpe. Og da jeg fik kigget på hendes kropssprog og mimik var det egentlig ret tydeligt, at fødslen var ovre - så det må være en vigtig lektie til en anden gang. 

Så vi endte på syv, sunde og velskabte hvalpe, fem drenge og to piger. Og med fødselsdag så tæt på jul kunne det ikke være anderledes, end at de blev opkaldt efter julemandens rensdyr: Comet, Dasher, Dancer, Prancer, Donner, Blitzen og Vixen (julemanden havde også en Cupid, men det måtte så være den lille fyr, der ikke klarede den).

Læs også: Når en drøm ændres