Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Du fylder madskålen, åbner døren til haven, tager snoren frem og finder måske lige det sted bag øret, hvor hunden allerhelst vil kløs.
Får du et “tak” tilbage?
Ikke i menneskelig forstand. Vi kan ikke vide, om hunden går rundt med en egentlig følelse af taknemmelighed, sådan som vi selv kender den. Til gengæld ved vi en hel del om hundes tilknytning til mennesker og om de signaler, de bruger, når de søger kontakt og føler sig trygge.
Nogle af dem kan godt opleves som hundens helt egen version af et tak.
1. Den søger tilbage til dig
En hund, der frivilligt opsøger dig igen og igen, fortæller noget vigtigt om jeres relation.
Det kan være hunden, der følger med ud i køkkenet, lægger sig ved dine fødder eller kommer hen og placerer kroppen tæt op ad dit ben. Forskning i hundes tilknytning har vist, at hunde ofte søger mere nærhed og fysisk kontakt med deres ejer end med en fremmed. Ejeren kan samtidig fungere som en form for tryg base, som hunden søger tilbage til.
Det betyder ikke, at alle hunde skal ligge oven på deres mennesker for at være knyttet til dem. Nogle nøjes fint med at vælge den anden ende af sofaen.
Pointen ligger i det frivillige valg af dit selskab.
2. Den møder dit blik
Det lille blik hen over stuen kan være mere betydningsfuldt, end det ser ud.
Hunde er usædvanligt gode til at orientere sig mod mennesker, og øjenkontakt indgår i vores sociale samspil med dem. Et kendt studie fandt en sammenhæng mellem længere gensidig øjenkontakt mellem hund og ejer og ændringer i oxytocin hos begge parter. Oxytocin spiller blandt andet en rolle i sociale relationer og tilknytning.
Men blikket skal læses sammen med resten af hunden. Bløde, afslappede øjne kan være tegn på ro og velbefindende, mens et fast blik eller tydeligt synligt hvidt i øjnene kan fortælle noget helt andet.
Det rolige blik fra hunden, der ligger afslappet ved siden af dig, er derfor noget andet end en hund, der stirrer stift.
3. Den inviterer dig ind i det sjove
Bolden lander i dit skød. Et stykke legetøj bliver demonstrativt placeret foran din fod. Eller hunden laver den umiskendelige invitation, hvor forparten ryger ned, mens bagenden bliver stående.
Leg er en social aktivitet, og når hunden inviterer netop dig med, søger den ikke bare underholdning. Den søger samspil.
I relationen mellem hund og menneske bruges leg, berøring og anden positiv kontakt som en del af det sociale bånd. Forskning peger på, at positive interaktioner mellem hund og ejer kan påvirke blandt andet oxytocinsystemet hos begge.
Så når hunden kommer slæbende med den samme lettere opløste bamse for 14. gang, kan man godt vælge at se invitationen som et kompliment.
Du er åbenbart stadig dens foretrukne legekammerat.
4. Den falder helt ned hos dig
En hund behøver ikke hoppe, logre voldsomt eller slikke dig i hele ansigtet for at vise, at den har det godt sammen med dig.
Et af de fineste signaler kan faktisk være det stik modsatte.
Hunden lægger sig. Musklerne bliver bløde. Øjnene bliver tunge. Måske ligger den med siden til eller vender ligefrem ryggen mod dig og sover videre.
En afslappet kropsholdning og bløde øjne hører blandt de signaler, der kan ses hos en rolig hund.
At en hund kan slippe kontrollen og hvile tæt på et menneske fortæller først og fremmest om tryghed. Den behøver ikke holde øje med alt omkring sig.
Det er svært at forestille sig en mere stille form for tillid.
5. Den kommer til dig, når noget er svært
Relationen bliver måske allermest tydelig, når verden ikke er helt så enkel.
Hunde kan bruge deres ejer som støtte i uvante eller udfordrende situationer. Studier af hundes tilknytning viser forskelle i, hvor meget hunde søger nærhed og kontakt hos deres ejer, og sikkert tilknyttede hunde kan bruge ejeren som en tryg base.
Det kan være hunden, der stiller sig tættere ved dig, når noget ukendt dukker op, eller som efter en forskrækkelse hurtigt søger tilbage.
Det er ikke et “tak for hjælpen” i ord.
Men det er en ganske stor tillidserklæring: Når jeg har brug for nogen, vælger jeg dig.
Og måske er det egentlig dét, vi mennesker så ofte læser som hundens tak. Ikke én bestemt bevægelse eller et hemmeligt signal, men alle de små øjeblikke, hvor hunden igen og igen viser, at den føler sig hjemme sammen med os.
