Livsstadie – alderdommen

05-05-2021 12:00

Astrid Gerd Holtet

Hunde i Danmark lever i længere tid end de gjorde førhen – og dermed fylder alderdommen mere i hundens liv, både for hund og ejer

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Når hunden begynder at nærme sig den forventede levetid, og når aldringsprocesserne begynder at blive synlige, bevæger den modne hund sig ind i alderdommen. I takt med at danske hunde levere længere, bliver alderdommen også længere, og perioden kommer dermed til at udgøre en større del af hundens liv.

Hvornår er en hund gammel?

Hvornår en hund er gammel, eller senior, varierer meget fra hund til hund. De forskellige racer, har en meget forskellig forventet levetid, og hvor gammel hunden forventes at blive, har betydning for, hvornår man vil betegne den som gammel. Typisk lever de små racer væsentligt længere end de store, og dermed når de store racer alderdommen i en noget tidligere alder, end de små.

Sygdomme hos den ældre hund

Med alderdommen følger også en lang række sygdomme. Blandt de mest almindelige aldersrelaterede problemer hos hunde, er blandt andet problemer i bevægeapparatet eller sygdomme i hjerte, lunge eller andre organer.

Ud over at være i risiko for at udvikle bestemte sygdomme, sker der også nogle generelle ændringer i hundens krop. Med alderen bliver blandt andet hundens immunforsvar mindre stærkt, hundens syn og hørelse kan påvirkes og hunden kan have sværere ved at opbygge muskler, sammenlignet med da den var yngre.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Gamle hunde kan godt lære nye tricks

Med alderen oplever mange hundeejere at deres hunde bliver mindre aktive. Det betyder dog ikke, at den gamle hund ikke har behov for berigelse af sin hverdag, og det er vigtigt at den holdes aktiv både mentalt og fysisk hele sit liv.

Gamle hunde kan sagtens træne og lære nye ting, og faktisk har studier vist, at mental træning blandt andet forebygger problemer med demens hos hunde.

Den fysiske aktivering af en ældre hund er ligeledes vigtigt. Det hjælper til at holde hunden sund og kroppen stærk. Arbejdet bør dog tilpasses dens enkelte hunds behov, og der bør tages højde for eventuelle skader og sygdom.

Fodring af den gamle hund

De fleste hundes energibehov falder med alderen, og mange ældre hunde udvikler problemer med fedme. Det kan derfor være nødvendigt at skære ned på hundens kalorieindtag i takt med at den bliver ældre. Det er samtidig vigtigt at foderet indeholder tilstrækkelig af de livsvigtige byggesten, som kroppen skal bruge. Derudover er der en lang række kosttilskud, der kan være gavnlig for seniorhunde, herunder tilskud, der fremmer og styrker bevægeapparatet.

/Astrid Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout