Nyheden fortsætter efter annoncen
Julen er en travl tid hos landets dyrlæger. For midt i travlheden kommer dyrene ofte alvorligt galt afsted. Ofte skyldes det, at vi på to ben ikke lige har tænkt over, hvordan vores firbenede venner agerer. Det skriver Dyreværnet på deres hjemmeside.
Nyheden fortsætter efter annoncen
Derfor har Dyreværnets direktør og dyrlæge, Rikke Christensen-Lee, udarbejdet en liste med 10 gode råd til, hvordan du og din familie får jeres kæledyr godt igennem julen:
- Snapsen hører til på julefrokostbordet. Men pas på med alkohol fremme i dyrehøjde – forgiftning med rusmidler kan være livstruende for dyr, selv i små mængder.
- Undgå chokolade - især mørk chokolade indeholder theobromin, som er giftigt for dyr.
- Vær opmærksom på pynt lavet af glas – både hunde og katte er tiltrukket af de skrøbelige julekugler, som kan skære på poter og munde.
- Julen er lig med konfekt, kagedej, småkager, and og flæskesteg. Men hold igen med godbidderne. Julemaden er alt for fed til vores dyr og kan give akut pancreatitis (betændelse i bugspytkirtlen).
- Forebyg elektrisk stød. Julekæder findes overalt og kaniner, katte og hunde kan blive fristet til at tygge i dem og dermed få stød.
- Fjern trådene. Sytråd på julepynt er noget af det allermest farlige, især for katte. Det kan sætte sig omkring tungen og skære sig ind i tarmene, hvis katten kommer til at sluge det.
- Giv ikke rosiner og druer – de kan give nyresvigt hos hund og kat.
- Gem kunstige sødemidler som Xylitol, der findes i sukkerfrit slik, sodavand osv. Det giver pludseligt fald i blodsukkeret, som kan være livstruende for kæledyr.
- Køb ikke giftige planter – især er planter af liljefamilien meget giftige for dyr men også mistelten, julestjerne og kristtorn indeholder giftstoffer.
- Kalender- og adventslysene brænder i mange stuer i december. Men hold øje med lysene. Den blafrende flamme fra levende lys kan være overordentlig fristende for det legesyge kæledyr. Så sørg for aldrig at lade dyr være uden opsyn, hvor der er levende lys.
Læs også: Hundeaktiviteter mellem jul og nytår