Én af eleverne, som ikke kunne være med, kom hen til mig:

– Anne, må jeg hilse på Eddie, spurgte hun.

– Ja, naturligvis må du det, sagde jeg. Han er mild og god og vil sikkert gerne kæles lidt for.

Eleven – lad os for nemhedens skyld kalde hende Ida – gik hen mod Eddie, men han flyttede sig.

Ida gik igen hen mod ham, og det samme skete. Han flyttede sig. Og igen en tredje gang flyttede han sig, da hun fulgte efter ham.

–  Det var da mærkeligt, vrissede hun lidt. – Kan han ikke lide mig, eller kan han ikke lide at blive klappet?

– Ork, jo, Ida, men du går altså direkte hen imod ham, og det opfatter han som en trussel.

Og så måtte jeg forklare Ida, at i naturen går man ikke direkte hen imod hinanden, hvis man vil være venner. Hvis man i naturen vil være venner, nærmer man sig hinanden i en blød bue.

Så Ida gik i en blød bue hen mod Eddie og kunne derefter uden problemer sætte sig på hug og ae ham.

Læs også: Jorba og Babli redder de sidste enhjørninge

Læren er, at i naturen er den direkte vej forbundet med fare. Og det er egentlig logisk nok, når man tænker over det. For jægeren er den direkte vej den korteste og hurtigste, hvis byttet skal nedlægges. Eller risikerer jægeren, at byttet spotter jægeren og tager flugten. Og vi ser også to aggressive hanner tage den direkte rute, når de vil slås. De løber uden slinger mod hinanden og ramler sammen i et kæmpe slagsmål. Men sådan opfører man sig altså kun, hvis man har ondt i sinde – ikke hvis man vil være venner.

Vi ser det også hos f.eks. heste, som ikke kender hinanden så godt. De vil nærme sig hinanden i slangegang, som efterligner, at de græsser. Og hunde vil altså nærme sig hinanden i bløde buer, som om de snuser til noget i græsset.

Denne viden kan vi bruge derhjemme.

Så næste gang, du nærmer dig din hund, så prøv at gøre banen lidt blød og buet. Læg så mærke til, om ikke din hund blot bliver siddende i stedet for at springe til siden, som var den bange. Måske gaber den, eller måske kigger den lidt til siden for også selv at signalere: ”Jeg er heller ikke en trussel”.

Hvis du alligevel er nødt til at tage den direkte vej, så send et dæmpende signal ved f.eks. at stikke tungespidsen lidt ud af munden eller kigge til siden. Så har du sagt følgende til din hund: ”Jeg vil dig ikke noget ondt  – jeg skal blot den vej”.