Bjarke Kirkegaard Nielsen
Sidste år fejrede Dansk Kennel Klub 125 års jubilæum. Men i forhold til den danske veterinæruddannelse må selv en ældre klub som DKK siges at være lidt af en vårunge.
Uddannelsen kan nemlig fejre 250 års jubilæum i år, og den 11. maj inviteres offentligheden inden for på den meget passende adresse Dyrlægevej 16 på Frederiksberg i København fra klokken 11.30 til 13.30.
Herunder er et udsnit af de arrangementer man kan opleve:
Kom ind bag kulisserne og se hvordan dyrlæger arbejder på et topmoderne dyrehospital. Få et indblik i de mange undersøgelses- og behandlingsmuligheder, som vi tilbyder de 19.000 familiedyr, som årligt lægger vejen forbi os.
Rundvisningerne er af 30 minutters varighed. Der er begrænset antal billetter (se link).
Fra patient til forskning: Når hestens flimrende hjerte baner vejen for ny viden til gavn for både mennesker og heste med forkammerflimmer.
Patologerne står klar til at svare på spørgsmål og fremvise SPOT-præparater i sektionssalen.
Det Veterinære Beredskab vil give indblik i arbejdet med overvågning af sygdomme i husdyr og vildtlevende dyr.
Vi byder velkommen i den nye udstilling: Produktionsdyr: et galleri for det muliges kunst. Her kan man møde en række forskere med speciale i produktionsdyr, dyrevelfærd, parasitologi og genetik som vil være talrigt til stede i udstillingen.
Parasitologerne vil stå klar til at fortælle om orm og andre parasitter, bl.a. spolorm fra forskellige arter, leverikter fra kvæg og får, schistosomer, fransk hjerteorm fra hund og bændelorm.
Behovet for at evaluere den økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed af animalsk produktion er et alvorligt og aktuelt spørgsmål. Sektionens forskere vil bidrage med fremvisning og fortælling om metoder til reduktion af metanproduktion gennem in-vitro gas målinger.
Arrangementet henvender sig til børn og voksne i alle aldre.