Bjarke Kirkegaard Nielsen
Hunden.dk har i dag været i kontakt med Anders Kronborg, der er fødevareordfører for Socialdemokratiet. Han fortæller, at han allerede har kontaktet Fødevareministeriet for at undersøge muligheden for at skrue på forordningen, så den lever op til danske standarder.
– Selvom denne forordning nu er trådt i kraft, betyder det ikke, at cirkulæret for almindelig sund fornuft er trådt ud af kraft, og det virker til, at det her er noget, vi skal have kigget en ekstra gang på, siger han.
Ellers har det været svært at komme igennem til politikerne, da deres mailbakker på det nærmeste er blevet lagt ned af vrede medlemmer af kaninværnet.
– Jeg fik 650 enslydende mails i går, fortæller Anders Kronborg til hunden.dk.
På Landbrugsavisen.dk kan man læse, at også Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Lise Bech fra Dansk Folkeparti har modtaget utallige mails med samme ordlyd.
– Det er pisseirriterende og fører ikke til nogen form for sympati, skriver Henrik Dahl på Twitter, mens Lise Bech også udtrykker irritation over de mange mails:
– Voldsomt irriterende med langt over 200 enslydende mails. Især fordi de ikke har ulejliget sig med at undersøge at jeg har stillet spørgsmål til ministeren om det, skriver hun på samme medie.
Vi har forsøgt at få en kommentar til selve sagen af de to politikere, men vores henvendelser kan være druknet i de mange kaninmails.
Vi arbejder dog stadig på at få flere kommentarer fra både danske politikere og fra EU, så vi kan få gjort noget ved denne sag, der må siges at være helt hen i vejret.
I eftermiddag demonstrerer landets dyrlæger og mange andre foran Christiansborg for at få endnu mere opmærksomhed på denne sag. Vi følger naturligvis med i udviklingen.