Bjarke Kirkegaard Nielsen
I januar var Trine Drejer ude at lufte sin hund, Daisy, en golden retriever. Gåturen ender fatalt, da en hund angriber Daisy med sådan en kraft, at hun brækker to ribben, der punkterer begge lunger.
Daisy døde derfor kort efter angrebet, og efterfølgende undrede Trine Drejer sig over, at den angribende hund ikke blev straffet.
Vi har snakket med Politikommissær Peter Hvidberg fra Sydsjællands Politi om sagen.
– Det er selvfølgelig helt vildt tragisk, at den angrebne hund afgår ved døden. Ejeren er naturligvis knust over det, og jeg kan sige, at ejeren af hunden, der angreb, også er mærket af sagen, fortæller han.
Peter Hvidberg fortæller, hvorfor den angribende hund ikke er blevet aflivet.
– Der er en del faktorer, der spiller ind i denne tragiske sag. For det første, døde hunden ikke af bid, men af at være blevet løbet ind i med så stor kraft af en større hund, at ribbenene brækkede og punkterede lungerne. Derudover går kvinden med sin hund på et stisystem, som går ind over den anden hundeejers grund. Ejeren ved, at hans hund ikke bryder sig om andre hunde og forsøger at få dem til at gå væk, inden hans hund får øje på dem, lyder det fra Peter Hvidberg, der desuden kan fortælle, at episoden har haft konsekvenser for den angribende hund.
– Hunden skal fremover føres i line og have mundkurv på, fortæller han og fastslår, at den afgørelse er faldet hos Rigspolitiet.
Han kan desuden fortælle, at politiet ikke har andre sager på den pågældende hund.
Trine Drejer, der havde Daisy, er glad for, at episoden har haft lidt konsekvenser for den angribende hund, men hun er dog ikke helt enig i politiets fremlægning af sagen.
– Det er altså ikke er rigtigt, at vi gik på hundens ejers grund. Det er en offenlig vej hvor alle bør kunne passere - og vi vendte om 300 meter fra hans hus ,så vi passerede ikke engang. Derudover forsøgte han ikke at få os væk. Han sagde efterfølgende, at han vidste hans hund ikke kunne lide andre hunde, og han havde overvejet det ja, men han forsøgte ikke, så havde jeg da selvfølgelig løbet min vej, lyder det fra Trine Drejer.