NOSTALGI: Forfatterens uvidenhed

11-07-2019 10:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Som journalist på HUNDEN kan man godt komme til at lave en fejl eller to. Det gode er, at man altid får det at vide, når det sker. Dette er ikke nyt. Læs bare dette læserbrev fra HUNDEN nr. 3 1969

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

I HUNDEN’s feburar udg. Bliver der under artiklen ”Lidt om retrievere” skrevet om golden retrieverens oprindelse. Det ville nu have været bedre, om forfatteren havde været bedre underrettet.

Myten om den russiske hunds indflydelse blev aflivet i 1952, da nogle avlsbøger, ført af den første Lord Tweedmouth, blev offentliggjort af lordens grandnevø, Jarlen af Ilchester.

Den engelske kennel klub anerkendte dem, så der er ingen grund til, at man ikke kunne gøre det herhjemme også.

Af avlsbøgerne fremgik det, at Lord Tweedmouth i 1865 købte en gul retriever af en skoflikker i Brighton. Retrieveren var opdrættet af Jarlen af Chichester. Gule retrievere menes at være mutationer, der ikke så sjældent dukkede op. Blandt flat- eller wavy coated retrievere og for den sags skyld også blandt curly-coated. Disse mutationer blev kaldt leverfarvede, men farven dækkede alle nuancer fra sandfarvet til brun. Denne gule retriever blev i 1867 parret med en tweed water spaniel (En meget sjælden race, der dengang fandtes i grænselandet mellem England og Skotland. Den beskrives som lignende en krøllet leverfarvet retriever). Af den parring kom der fire hvalpe, man har billeder af de tre af hvalpene. De ligner meget vore dages goldens. Middelstore, mellemgyldne og med en kraftig bølget pels. Ved indkrydsninger med en sort retriever (antagelig en flatcoated), en irsk setter, nok en tweed water spaniel, samt en for den tid usædvanlig linieavl, lykkedes det Lord Tweedmouth at fastlægge racen om golden retriever. Fra 1865-1890 blev dette arbejde udført. En sandfarvet blodhund blev også brugt, men det var efter 1890.

I 1913 anerkendte den engelske kennel klub goldens som en selvstændig race. Før da blev de udstillet sammen med flat-coated og kun adskilt ved farven.

I lensbaron Juel Brockdorff’s bog, Retrieveren, vil de kunne læse udførligt om samtlige retrieveres oprindelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med venlig hilsen

Lizzie Brodersen

………

Artiklen om retrieverne var skrevet, det indrømmes rødmende, - på grundlag af en række håndbøger, da det ikke er red. ”egen” race, men det syntes rimeligt at give lidt baggrundsorientering i anledning af den krøllede retrieveres entre i landet.

Det er en kendt sag, at der går grumme lang tid, inden den videnskabelige erkendelse smitter af på de håndbøger, som menigmand, herunder red., er henvist til. Det gælder ikke kun her, men overalt. Den ærede læser bedes blot tage en af de skolebøger hans poder undervises efter. Der er sikkert anledning til at korse sig.

RED.  

Info

Vi er gået på opdagelse i Magasinet HUNDEN 1969 altså for 50 år siden. Det kommer der lidt sommerartikler ud af
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout