I HUNDEN’s feburar udg. Bliver der under artiklen ”Lidt om retrievere” skrevet om golden retrieverens oprindelse. Det ville nu have været bedre, om forfatteren havde været bedre underrettet.
Myten om den russiske hunds indflydelse blev aflivet i 1952, da nogle avlsbøger, ført af den første Lord Tweedmouth, blev offentliggjort af lordens grandnevø, Jarlen af Ilchester.
Den engelske kennel klub anerkendte dem, så der er ingen grund til, at man ikke kunne gøre det herhjemme også.
Af avlsbøgerne fremgik det, at Lord Tweedmouth i 1865 købte en gul retriever af en skoflikker i Brighton. Retrieveren var opdrættet af Jarlen af Chichester. Gule retrievere menes at være mutationer, der ikke så sjældent dukkede op. Blandt flat- eller wavy coated retrievere og for den sags skyld også blandt curly-coated. Disse mutationer blev kaldt leverfarvede, men farven dækkede alle nuancer fra sandfarvet til brun. Denne gule retriever blev i 1867 parret med en tweed water spaniel (En meget sjælden race, der dengang fandtes i grænselandet mellem England og Skotland. Den beskrives som lignende en krøllet leverfarvet retriever). Af den parring kom der fire hvalpe, man har billeder af de tre af hvalpene. De ligner meget vore dages goldens. Middelstore, mellemgyldne og med en kraftig bølget pels. Ved indkrydsninger med en sort retriever (antagelig en flatcoated), en irsk setter, nok en tweed water spaniel, samt en for den tid usædvanlig linieavl, lykkedes det Lord Tweedmouth at fastlægge racen om golden retriever. Fra 1865-1890 blev dette arbejde udført. En sandfarvet blodhund blev også brugt, men det var efter 1890.
I 1913 anerkendte den engelske kennel klub goldens som en selvstændig race. Før da blev de udstillet sammen med flat-coated og kun adskilt ved farven.
I lensbaron Juel Brockdorff’s bog, Retrieveren, vil de kunne læse udførligt om samtlige retrieveres oprindelse.
Med venlig hilsen
Lizzie Brodersen
………
Artiklen om retrieverne var skrevet, det indrømmes rødmende, - på grundlag af en række håndbøger, da det ikke er red. ”egen” race, men det syntes rimeligt at give lidt baggrundsorientering i anledning af den krøllede retrieveres entre i landet.
Det er en kendt sag, at der går grumme lang tid, inden den videnskabelige erkendelse smitter af på de håndbøger, som menigmand, herunder red., er henvist til. Det gælder ikke kun her, men overalt. Den ærede læser bedes blot tage en af de skolebøger hans poder undervises efter. Der er sikkert anledning til at korse sig.
RED.
Vi har været i arkivet med de sort/hvide fotos. Der har vi fundet tre billeder, som vi har lavet til en lille gætteleg
I 1986 kom agility til Danmark. Det kan man læse i decemberudgaven af HUNDEN fra 1986. Du får artiklen her
I tog så godt imod vores lille tur rundt i nostalgien i sommerferien, at vi har valgt at fortsætte med det. Her får I et indlæg fra november 1971, som stadig er aktuelt
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Kirsebærrene falder næsten af sig selv ned i munden på mig, når jeg ryster en gren. Store, runde og med den smukkeste vinrøde – ja næste sorte – farve smager de vidunderligt. Stenene spytter jeg ud i hånden, og det er der en god grund til
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
Halter økonomien eller er dyreholdet vokset dig over hovedet, så kan du i denne og næste uge gratis indlevere dit dyr hos Dyreværnet
Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden.
Sommervejret har indtaget Danmark, og med det er der en stigende tendens til at se hunde som velkomne gæster på cafeer og restauranter rundt om i landet. Trods dette er det stadig få hundeejere, der regelmæssigt medbringer deres firbenede venner, når de går ud at spise.
Øjnene hos hunde er følsomme, og det kan være svært at se forskel på ufarlige og alvorlige øjenproblemer. Her får du 8 tegn på øjenproblemer, som du bør tage alvorligt
Jeg går ofte tur på en skøn natursti. Tidligere var det en jernbanestrækning, men for mange år siden blev den nedlagt, og i dag har mennesker og dyr glæde af den. På denne tid af året myldre det frem med skovjordbær. Som små røde perler lyser de op i alt det grønne, og jeg elsker at plukke af dem, når jeg med egne øjne kan se, at de modne. Og mine hunde elsker dem også, men må de egentlig få dem?
Foråret og sommeren er højsæson for ærter fra vores egne haver. Vi elsker dem – især selve ærten, men mange synes også godt om bælgen, hvis man har fjernet den seje hinde indeni. Det hele kan heldigvis også spises af vores hunde.
