Han døde en dag i august, hvor varmen efter en lang regnfuld periode i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest. Luften var krydret af sommer og sol. Kornet der som et gyldent tæppe strakte sig ud over landskabet helt op til landsbyen, var tunge af aks, som bøjede sig mere og mere ned mod marken i forventning om den nært forestående høst. Tværs igennem det gyldne landskab havde han også i dag – som så ofte før – taget vejen op til landsbyen.
Han lå fredeligt i græsset, i skyggen af et stort træ ud til landsbygaden. Som om han bare havde lagt sig til hvile i middagens stilhed, i læ mod augustsolens lodrette stråler.
Som så ofte før havde også jeg taget vejen op til landsbyen for at hente ham hjem. I dag uigenkaldeligt for sidste gang. En lastbil havde dræbt ham, da han sin vane tro havde forfulgt det mekaniske uhyre for at jage det på flugt.
Da jeg bøjede mig ned over ham, kunnejeg ikke konstatere nogen sår eller lemlæstelser. Sammenstødet med bilen måtte have været øjeblikkeligt dræbende, tilsyneladende forårsaget af indre kvæstelser. Jeg strøg ham blidt over hovedets silkebløde pels og kæmpede mod en tiltagende sorg: Vi må se at komme hjem, Ricky, hviskede jeg efter en stund og løftede ham forsigtigt op i mine arme. Et par dråber blod dryppede fra hans snude ned på mine lyse sommerbusker og dannede røde pletter. Nænsomt lagde jeg ham ind på bilens forsæde, der hvor han plejede at sidde, nårjeg de andre gange havde hentet ham hjem.
På vejen hjem passerede seks års venskab og samliv revy. Fra den dag han som gravhundehvalp forlod sin moders kennel og fulgte med til sit nye hjem ude på landet. Vejen førte forbi naboen, hvor han snart til daglig havde boltret sig blandt hele det landlige menageri af dyr på en ”Jens Hansens bondegård”. Kom jeg f.eks. ved middagstid kørende forbi på vej hjem, kom han springende hen over markerne diagonalt kørselsretningen og nåede at afskære mig vejen og indhente mig, før jeg bøjede af i svinget.
Standsede jeg da og åbnede bildøren, for at opfordre ham til at hoppe ind for at køre med det sidste stykke vej, fik jeg bare et skævt grin. Han hadede biler af et godt hjerte og skulle ikke nyde noget. Et bedre forhold havde han til hestene, som græssede på marken umiddelbart op til huset. Han forsøgte at nappe dem i haserne, igen det skæve grin, når hesten slog ud, og det lykkedes ham at undvige. Eller når han nappede mig i buksebenet og lod mig forstå: Kom så gamle og se, om du kan fange mig! Så fór jeg efter ham, medens han i zigzag kredsede omkring mig og grinende undveg.
Biler havde han som før nævnt ikke noget godt forhold til. Man kunne jage ham på flugt bare ved at nævne dem. Spurgte jeg ham f.eks. om han ville en tur med ud at køre, sneg han sig ubemærket ind i huset og gemte sig under køkkenbordet.
Forbavsende var altid hans reaktion, når jeg skulle rejse bort for en kortere tid. Selv om jeg havde gjort mig den største umage for ikke at afsløre det, indtraf hver gang det samme, afrejsemorgenen gemte han sig under køkkenbordet.
Naboen plejede at tage sig af ham, når jeg var bortrejst. Vi var nu nået til det sted, hvor en sidevej førte ind til nabogården, og jeg besluttede at give dem lejlighed til at tage afsked med ham, før jeg stedte ham til den evige hvile.
Vi var tre, som lidt senere stod omkring den åbne grav, under valnøddetræet, under hvilken han så ofte havde ligget og hvilet sig.
”Farvel, Ricky – og tak for alt” var de sidste ord, der fulgte med, da han, svøbt i et hvidt linnedklæde, blev lagt til den sidste hvile.
Den dag i august, hvor varmen i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest.
Sommerens smukkeste dag.
Vi har været i arkivet med de sort/hvide fotos. Der har vi fundet tre billeder, som vi har lavet til en lille gætteleg
I 1986 kom agility til Danmark. Det kan man læse i decemberudgaven af HUNDEN fra 1986. Du får artiklen her
I tog så godt imod vores lille tur rundt i nostalgien i sommerferien, at vi har valgt at fortsætte med det. Her får I et indlæg fra november 1971, som stadig er aktuelt
Gitte Morell har skruet ned for opdræt og udstilling, men op for design og detaljesans. Med tøjmærket, CBK, producerer hun suits, der kombinerer bling og bevægelse, og som i dag bæres af udstillere i hele verdenen.
Du kan nu finde alle billeder fra udstillingen i Vejen online.
Den engelske setter Happy tog både dommer og publikum med storm og sikrede sig en historisk sejr som Best in Show ved DKK’s nordiske udstilling i solbeskinnede Vejen.
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Jeg går ofte tur på en skøn natursti. Tidligere var det en jernbanestrækning, men for mange år siden blev den nedlagt, og i dag har mennesker og dyr glæde af den. På denne tid af året myldre det frem med skovjordbær. Som små røde perler lyser de op i alt det grønne, og jeg elsker at plukke af dem, når jeg med egne øjne kan se, at de modne. Og mine hunde elsker dem også, men må de egentlig få dem?
Juniorhandlere leverede imponerende præstationer og stærkt samarbejde med hundene ved DKK’s nordiske udstilling lørdag.
På trods af 27 grader og tung, stillestående luft viste juniorhandlerne ved Dansk Kennel Klubs internationale udstilling i Vejen stort overskud, ansvar for hundenes velfærd og stærkt samarbejde i ringen.
For anden gang denne weekend sikrede den imponerende borzoi Borscana Sing A Song sig en Best in Show-titel ved DKK’s internationale udstilling i Vejen.
K9Biathlon For Alle forvandlede Ledreborg Slot til Danmarks mest logrende festivalplads.
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
