Han døde en dag i august, hvor varmen efter en lang regnfuld periode i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest. Luften var krydret af sommer og sol. Kornet der som et gyldent tæppe strakte sig ud over landskabet helt op til landsbyen, var tunge af aks, som bøjede sig mere og mere ned mod marken i forventning om den nært forestående høst. Tværs igennem det gyldne landskab havde han også i dag – som så ofte før – taget vejen op til landsbyen.
Han lå fredeligt i græsset, i skyggen af et stort træ ud til landsbygaden. Som om han bare havde lagt sig til hvile i middagens stilhed, i læ mod augustsolens lodrette stråler.
Som så ofte før havde også jeg taget vejen op til landsbyen for at hente ham hjem. I dag uigenkaldeligt for sidste gang. En lastbil havde dræbt ham, da han sin vane tro havde forfulgt det mekaniske uhyre for at jage det på flugt.
Da jeg bøjede mig ned over ham, kunnejeg ikke konstatere nogen sår eller lemlæstelser. Sammenstødet med bilen måtte have været øjeblikkeligt dræbende, tilsyneladende forårsaget af indre kvæstelser. Jeg strøg ham blidt over hovedets silkebløde pels og kæmpede mod en tiltagende sorg: Vi må se at komme hjem, Ricky, hviskede jeg efter en stund og løftede ham forsigtigt op i mine arme. Et par dråber blod dryppede fra hans snude ned på mine lyse sommerbusker og dannede røde pletter. Nænsomt lagde jeg ham ind på bilens forsæde, der hvor han plejede at sidde, nårjeg de andre gange havde hentet ham hjem.
På vejen hjem passerede seks års venskab og samliv revy. Fra den dag han som gravhundehvalp forlod sin moders kennel og fulgte med til sit nye hjem ude på landet. Vejen førte forbi naboen, hvor han snart til daglig havde boltret sig blandt hele det landlige menageri af dyr på en ”Jens Hansens bondegård”. Kom jeg f.eks. ved middagstid kørende forbi på vej hjem, kom han springende hen over markerne diagonalt kørselsretningen og nåede at afskære mig vejen og indhente mig, før jeg bøjede af i svinget.
Standsede jeg da og åbnede bildøren, for at opfordre ham til at hoppe ind for at køre med det sidste stykke vej, fik jeg bare et skævt grin. Han hadede biler af et godt hjerte og skulle ikke nyde noget. Et bedre forhold havde han til hestene, som græssede på marken umiddelbart op til huset. Han forsøgte at nappe dem i haserne, igen det skæve grin, når hesten slog ud, og det lykkedes ham at undvige. Eller når han nappede mig i buksebenet og lod mig forstå: Kom så gamle og se, om du kan fange mig! Så fór jeg efter ham, medens han i zigzag kredsede omkring mig og grinende undveg.
Biler havde han som før nævnt ikke noget godt forhold til. Man kunne jage ham på flugt bare ved at nævne dem. Spurgte jeg ham f.eks. om han ville en tur med ud at køre, sneg han sig ubemærket ind i huset og gemte sig under køkkenbordet.
Forbavsende var altid hans reaktion, når jeg skulle rejse bort for en kortere tid. Selv om jeg havde gjort mig den største umage for ikke at afsløre det, indtraf hver gang det samme, afrejsemorgenen gemte han sig under køkkenbordet.
Naboen plejede at tage sig af ham, når jeg var bortrejst. Vi var nu nået til det sted, hvor en sidevej førte ind til nabogården, og jeg besluttede at give dem lejlighed til at tage afsked med ham, før jeg stedte ham til den evige hvile.
Vi var tre, som lidt senere stod omkring den åbne grav, under valnøddetræet, under hvilken han så ofte havde ligget og hvilet sig.
”Farvel, Ricky – og tak for alt” var de sidste ord, der fulgte med, da han, svøbt i et hvidt linnedklæde, blev lagt til den sidste hvile.
Den dag i august, hvor varmen i en bred bølge strømmede ind over landet fra sydvest.
Sommerens smukkeste dag.
Vi har været i arkivet med de sort/hvide fotos. Der har vi fundet tre billeder, som vi har lavet til en lille gætteleg
I 1986 kom agility til Danmark. Det kan man læse i decemberudgaven af HUNDEN fra 1986. Du får artiklen her
I tog så godt imod vores lille tur rundt i nostalgien i sommerferien, at vi har valgt at fortsætte med det. Her får I et indlæg fra november 1971, som stadig er aktuelt
En grøn græsplæne, rullende hjul og logrende haler dannede rammen om en særlig dag for både nybegyndere og rutinerede hundeførere, da berner sennenhunde fik lov at vise, hvad de er skabt til: vognkørsel
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Fødevareminister Jacob Jensen viser vejen med ”den danske model for sund hundeavl”. – Vi skal have bedre dyrevelfærd for hunde, og det får vi bl.a. ved at fokusere på at vælge at bruge de sundeste avlsdyr samt at give avlstæven gode betingelser. Det skal gælde for alle hunde, der opdrættes i Danmark og ikke kun i den organiserede del af hundeopdrættet, lyder det resolut fra Jacob Jensen, minister for landbrug, fødevarer og fiskeri.
Kan en hund egentlig være sur på sin ejer i længere tid og hævne sig over en manglende gåtur eller for få godbidder. Nej, mener amerikaner. Hvad tror du?
Dansk Kennel Klub gør etiske anbefalinger til regler for at styrke ansvarlig hundeavl.
Borzoien Nina tog alle på sengen, da hun sprang fra en 22. plads og opnåede titlen som viceverdensmester i lure coursing
Et af mine største dilemmaer som hundeejer på snart 13. år er at få livet som solo-hundemor til Nemo til at gå op med min passion for at rejse og komme på eventyr. Gennem årene har jeg været heldig både at kunne tage ham med og at have søde og dygtige hundepassere, men efterhånden som Nemo er blevet ældre, mærker jeg også, at han helst vil være hos mig, eller dem han kender bedst, og det gør overvejelserne om at tage af sted endnu større.
En ny bekendtgørelse sætter vigtig ramme for sund hundeavl samt velfærd for avlstæver.
Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden.
På Rold Gl. Kro føler både to og firbenede sig hjemme fra første sekund. Her fandt ægteparret Mikael og Jytte et sted, hvor deres pudler Wito og Luca ikke bare måtte være med, men blev mødt med ægte gæstfrihed.