Iben Lauesen
Min første hund er en västgötaspids. Og hvad er så det for en hund, kunne man spørge: Västgötaspidsen er en drivhund (heeler). Den driver primært køer, men kan også bruges på får. Den er placeret i FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type). Västgötaspidsen regnes for at være en af de oprindelige svenske racer, omend det ikke er helt klart, hvordan den er beslægtet med Welsh Corgi. Det er en lille og kraftfuld, kortbenet hund. Både udseende og udtryk viser, at den er årvågen, opmærksom og aktiv. Se i øvrigt racestandarden. Ydermere kan man sige, at den er en nem og behagelig familiehund hos sporty mennesker, robust og kraftig, overbærende i forhold til børn og altid oplagt til leg. Den er årvågen, opmærksom og melder om gæster og alt andet usædvanligt med en kraftig gøen.
Mit første møde med racen fandt sted på et weekendophold hos en ny veninde, der i 1972 var kommet ind i min gymnasieklasse i Helsingør. Hendes forældre havde købt en ødegård lige nord for Hallandsåsen og hendes far underviste på mellemskolen i Helsingør, så de kørte sammen frem og tilbage. Her traf jeg for første gang västgötaspidsen. Min veninde havde 2 af slagsen, og de var uimodståeligt dejlige, og sov sammen med mig på det værelse, jeg havde fået tildelt. Efter en kærlig vækning om morgenen var jeg solgt til stanglakrids.
Jeg fik overtalt min mand til at tage med op og besøge veninden. Det blev i øvrigt en tradition i ferier og weekender gennem mange år. Og her faldt min mand pladask for racen. Trixie, som hunden hed, var meget snakkesalig, og han og Trixie førte lange samtaler omkring bordet ude i loen. Han beskrev hende sådan: ”set bagfra ligner hun en fransk dame, der går vrikkende ned ad gaden iført høje hæle og stram nederdel”. Der var ingen tvivl om, at skulle vi have hund skulle det være en västgötaspids.
Vi skal helt hen til december 2011 før vi med hjælp fra veninden fandt en kennel i Sverige, hvor der den 24. november var født hvalpe.
Vi besøgte kennelen og faldt straks for en lille tæve. Vi fik selv lov at vælge et navn og vi valgte at opkalde hende efter en vindrue - Pinot. Hendes fulde navn blev derfor: Lejondalens Prinsessan Pinot. (Svenskerne er rigtigt gode til at finde finurlige navne til deres hunde).
Efter nytår 2011/12 hentede vi hende hjem og vi har aldrig fortrudt. Vi har i øvrigt også en dansk opdrættet västgöta hanhund fra Kennel Clasus på Fyn – og han er om muligt lige så dejlig som Pinot.
