Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en almindelig hundehistorie. Nogle vil måske endda sige, at historien ikke hører til på hunden.dk, men denne historie er så vigtig at få fortalt, og da den handler om et hundemenneske, en opdrætter, en lydighedsudøver, så mener vi, at vi sagtens kan forsvare at trykke den her.

Ved VM i lydighed mødte vi den ukrainske deltager Maryna Nemchenko. Vi fik en kort snak med hende, og vi aftalte, at hun senere ville skrive sin historie til hunden.dk. Natten til torsdag modtog vi en lang række beskeder fra Maryna på Messenger. Hun undskyldte, at hun skrev så sent, men hun ville ikke have, at hendes børn så hende græde. For det er hårdt for hende at fortælle sin historie. Men hun mener, det er vigtigt, at verden får historierne om, hvordan det er at være ukrainer i denne tid.

Maryna Nemchenko bor på en mindre gård sammen med sin mand og deres to sønner på fire og otte år. På gården har de får og et hyrdetræningscenter samt ti hunde. Gården ligger i Kyivregionen mellem byerne Borodjanko, Irpin, Gostomel og Ivankiv.

Den første dag

På krigens første dag, 24. februar, er min mand og vores to børn ude at lufte hundene på marken tidligt om morgenen. Pludselig hører de kampfly og helikoptere, der fløj lavt hen over deres hoveder. De fløj så lavt, at de næsten rørte trætoppene.

Min mand skreg til børnene, at de skulle gemme sig under træerne. Børnene græd og skreg af frygt.

Jeg var hjemme. Væggene i huset rystede så meget, at det dryssede ned fra loftet.

Da min mand kom hjem med vores børn, forsøgte jeg at trøste børnene. Jeg fandt på en leg, lidt som et computerspil. Legen gik ud på, at vi skulle gemme os og være stille, og hvis vi vandt, ville vi få en præmie. Det virkede. Børnene faldt lidt til ro.

Men vi så, at der var kampe i luften, vi så og hørte kampe på jorden. Lufthavnen i Gastomel brændte. Jorden rystede.

Hele dagen og hele natten hørte vi masser af kampe omkring os. Vi sov i vores tøj, så vi var klar til at flygte, men vi var også bange for at forlade vores hus. Hvor kunne vi tage hen? Hvor kunne vi gemme os?

Vi så et ukrainsk kampfly blive skudt ned bare to kilometer fra vores hus. Vi var så bange.

Hele natten var der kampe og eksplosioner tæt på vores hus. Jeg var bange for, at vinduerne ikke ville holde til det.   

Læs også: Ukraine: Dyr i stor fare efter sprængning af dæmning

Vi forsøgte at høre, hvor tætte invasionsstyrkerne var på vores hus, og vi sov meget afbrudt. Hele tiden i alarmberedskab. Det var frygteligt.

Jeg elsker dig

Fra klokken 11.00 næste formiddag var der stille. Helt stille. Stilheden var faktisk værre end lyden af krig. Jeg fik en følelse af, at jeg blev nødt til at flygte. Jeg ved, hvor ondskabsfulde det russiske militær kan være, og jeg vidste, at mine børn måske ikke ville overleve en besættelse. Men hvis vi kørte væk og mødte russiske soldater, ville de uden tvivl dræbe os på stedet.

Men at køre væk var min eneste chance for at redde mine børn. Det var mit livs sværeste beslutning. Jeg risikerede mine børns liv i forsøget på at redde dem. Dette ansvar åd mig op indefra. Jeg måtte ikke lave fejl.

Jeg kunne ikke engang kramme min mand, før jeg steg ind i bilen. Jeg vidste, jeg måske aldrig så ham igen. Jeg kunne ikke græde foran mine børn. Jeg måtte være stærk. Jeg fortalte ham, at jeg elsker ham. Så steg jeg ind i bilen med mine børn og to af vores hunde, forlod min mand, resten af mine hunde, min gård, mit hjem.

Vi kørte med åbne vinduer, og vi kørte meget langsomt. Vi var opmærksomme på alle lyde. Jeg holdt øje med sideveje og stier, så vi kunne gemme bilen i skoven, hvis jeg så eller hørte russiske soldater.

Det er smertefulde minder.

Vi gav en mand et lift. Han skulle ind til Borodjanka for at være med til at forsvare byen. Senere hørte vi, at han var fundet død i Borodjanka.

Vi kørte gennem Borodjanka, Makarov, forbi Zhytomir mod Lviv til den polske grænse.

Rædslerne

I Borodjanka var det tydeligt, at folk forberedte sig på invasionen. Da vi drejede væk fra hovedgaden og ud på motorvejen, kunne jeg se, at folk i byen alle kiggede ned mod starten af gaden. Jeg turde ikke kigge. Jeg trykkede hårdt på speederen og kørte hurtigt mod Lviv.

Jeg har altid elsket Borodjanka. Vi plejer at tage hertil flere gange om ugen for at handle, og der er mange legepladser, hvor vores børn kan lege.

Læs også: EDS: Er hunde nogensinde ligegyldige

Få timer efter vi tog afsted, kom de russiske styrker ind i min by og derefter Borodjanka. Vores del af regionen var nu besat.

Den rædsel det russiske militær spredte kan ikke beskrives med ord. De bombede Borodjanka og hundredvis af mennesker blev tortureret og skudt.

I forhold til byerne omkring var vores by heldig. Kun få mennesker blev dræbt, og kun nogle af husene ødelagt. Så i forhold til rædslen i andre byer som Bucha, Gastomel og Irpin slap vores by nådigt.

53 dage

Min mand forblev i det besatte område med alle vores dyr i 53 dage uden lys, uden el, uden internet og uden adgang til butikker. Flere uger gemte han sig i kælderen.

Det var kun muligt at lufte hundene mellem beskydningerne. Der var heldigvis mad nok på gården. Og min mand delte det han havde med naboerne. Men de begyndte til sidst at løbe tør for hundefoder. Så min mand blandede kartofler i foderet, så hundene fik noget næring.

For at ringe til mig måtte han bruge timer på at finde et sted med forbindelse. I en periode hørte jeg ikke fra ham i to uger, og jeg vidste ikke, om han var død eller levende.

Efter næsten halvanden måned forlod de russiske tropper området. Ti dage senere var området ryddet for miner, og så kunne vi sende evakuering ind efter min mand og vores hunde. Nu bor han og vores hunde ved nogle af vores venner tæt på grænsen til Polen.

De 53 dage er de sværeste i mit liv. Min mand fortæller mig ikke om, hvad der skete i de mange dage, og det er måske bedst. Jeg er ikke sikker på, min psyke vil kunne klare det.

Videoer

I messengertråden har Maryna Nemchenko også sendt links til flere youtubevideoer. Videoerne viser blandt andet, hvordan russiske soldater skyder og dræber folk på flugt. Videoerne er for voldsomme til, at vi vil vise dem her, men Maryna fortæller følgende om dem:

Når man ser videoerne, kan man måske forstå hvor heldige vi var. Disse nedskydninger skete en til to timer efter, vi havde kørt lige netop på det sted.

Læs også: EDS: En tankevækkende tur til Ukraine

Det er svært at forestille sig, at den smilende kvinde vi mødte på Vilhelmsborg, bærer på al denne smerte. Vi ønsker hende al held og lykke og må drømmen om en lys fremtid gå i opfyldelse.