Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en almindelig hundehistorie. Nogle vil måske endda sige, at historien ikke hører til på hunden.dk, men denne historie er så vigtig at få fortalt, og da den handler om et hundemenneske, en opdrætter, en lydighedsudøver, så mener vi, at vi sagtens kan forsvare at trykke den her.
Ved VM i lydighed mødte vi den ukrainske deltager Maryna Nemchenko. Vi fik en kort snak med hende, og vi aftalte, at hun senere ville skrive sin historie til hunden.dk. Natten til torsdag modtog vi en lang række beskeder fra Maryna på Messenger. Hun undskyldte, at hun skrev så sent, men hun ville ikke have, at hendes børn så hende græde. For det er hårdt for hende at fortælle sin historie. Men hun mener, det er vigtigt, at verden får historierne om, hvordan det er at være ukrainer i denne tid.
Maryna Nemchenko bor på en mindre gård sammen med sin mand og deres to sønner på fire og otte år. På gården har de får og et hyrdetræningscenter samt ti hunde. Gården ligger i Kyivregionen mellem byerne Borodjanko, Irpin, Gostomel og Ivankiv.
Den første dag
På krigens første dag, 24. februar, er min mand og vores to børn ude at lufte hundene på marken tidligt om morgenen. Pludselig hører de kampfly og helikoptere, der fløj lavt hen over deres hoveder. De fløj så lavt, at de næsten rørte trætoppene.
Min mand skreg til børnene, at de skulle gemme sig under træerne. Børnene græd og skreg af frygt.
Jeg var hjemme. Væggene i huset rystede så meget, at det dryssede ned fra loftet.
Da min mand kom hjem med vores børn, forsøgte jeg at trøste børnene. Jeg fandt på en leg, lidt som et computerspil. Legen gik ud på, at vi skulle gemme os og være stille, og hvis vi vandt, ville vi få en præmie. Det virkede. Børnene faldt lidt til ro.
Men vi så, at der var kampe i luften, vi så og hørte kampe på jorden. Lufthavnen i Gastomel brændte. Jorden rystede.
Hele dagen og hele natten hørte vi masser af kampe omkring os. Vi sov i vores tøj, så vi var klar til at flygte, men vi var også bange for at forlade vores hus. Hvor kunne vi tage hen? Hvor kunne vi gemme os?
Vi så et ukrainsk kampfly blive skudt ned bare to kilometer fra vores hus. Vi var så bange.
Hele natten var der kampe og eksplosioner tæt på vores hus. Jeg var bange for, at vinduerne ikke ville holde til det.
Vi forsøgte at høre, hvor tætte invasionsstyrkerne var på vores hus, og vi sov meget afbrudt. Hele tiden i alarmberedskab. Det var frygteligt.
Jeg elsker dig
Fra klokken 11.00 næste formiddag var der stille. Helt stille. Stilheden var faktisk værre end lyden af krig. Jeg fik en følelse af, at jeg blev nødt til at flygte. Jeg ved, hvor ondskabsfulde det russiske militær kan være, og jeg vidste, at mine børn måske ikke ville overleve en besættelse. Men hvis vi kørte væk og mødte russiske soldater, ville de uden tvivl dræbe os på stedet.
Men at køre væk var min eneste chance for at redde mine børn. Det var mit livs sværeste beslutning. Jeg risikerede mine børns liv i forsøget på at redde dem. Dette ansvar åd mig op indefra. Jeg måtte ikke lave fejl.
Jeg kunne ikke engang kramme min mand, før jeg steg ind i bilen. Jeg vidste, jeg måske aldrig så ham igen. Jeg kunne ikke græde foran mine børn. Jeg måtte være stærk. Jeg fortalte ham, at jeg elsker ham. Så steg jeg ind i bilen med mine børn og to af vores hunde, forlod min mand, resten af mine hunde, min gård, mit hjem.
Vi kørte med åbne vinduer, og vi kørte meget langsomt. Vi var opmærksomme på alle lyde. Jeg holdt øje med sideveje og stier, så vi kunne gemme bilen i skoven, hvis jeg så eller hørte russiske soldater.
Det er smertefulde minder.
Vi gav en mand et lift. Han skulle ind til Borodjanka for at være med til at forsvare byen. Senere hørte vi, at han var fundet død i Borodjanka.
Vi kørte gennem Borodjanka, Makarov, forbi Zhytomir mod Lviv til den polske grænse.
Rædslerne
I Borodjanka var det tydeligt, at folk forberedte sig på invasionen. Da vi drejede væk fra hovedgaden og ud på motorvejen, kunne jeg se, at folk i byen alle kiggede ned mod starten af gaden. Jeg turde ikke kigge. Jeg trykkede hårdt på speederen og kørte hurtigt mod Lviv.
Jeg har altid elsket Borodjanka. Vi plejer at tage hertil flere gange om ugen for at handle, og der er mange legepladser, hvor vores børn kan lege.
Få timer efter vi tog afsted, kom de russiske styrker ind i min by og derefter Borodjanka. Vores del af regionen var nu besat.
Den rædsel det russiske militær spredte kan ikke beskrives med ord. De bombede Borodjanka og hundredvis af mennesker blev tortureret og skudt.
I forhold til byerne omkring var vores by heldig. Kun få mennesker blev dræbt, og kun nogle af husene ødelagt. Så i forhold til rædslen i andre byer som Bucha, Gastomel og Irpin slap vores by nådigt.
53 dage
Min mand forblev i det besatte område med alle vores dyr i 53 dage uden lys, uden el, uden internet og uden adgang til butikker. Flere uger gemte han sig i kælderen.
Det var kun muligt at lufte hundene mellem beskydningerne. Der var heldigvis mad nok på gården. Og min mand delte det han havde med naboerne. Men de begyndte til sidst at løbe tør for hundefoder. Så min mand blandede kartofler i foderet, så hundene fik noget næring.
For at ringe til mig måtte han bruge timer på at finde et sted med forbindelse. I en periode hørte jeg ikke fra ham i to uger, og jeg vidste ikke, om han var død eller levende.
Efter næsten halvanden måned forlod de russiske tropper området. Ti dage senere var området ryddet for miner, og så kunne vi sende evakuering ind efter min mand og vores hunde. Nu bor han og vores hunde ved nogle af vores venner tæt på grænsen til Polen.
De 53 dage er de sværeste i mit liv. Min mand fortæller mig ikke om, hvad der skete i de mange dage, og det er måske bedst. Jeg er ikke sikker på, min psyke vil kunne klare det.
Videoer
I messengertråden har Maryna Nemchenko også sendt links til flere youtubevideoer. Videoerne viser blandt andet, hvordan russiske soldater skyder og dræber folk på flugt. Videoerne er for voldsomme til, at vi vil vise dem her, men Maryna fortæller følgende om dem:
Når man ser videoerne, kan man måske forstå hvor heldige vi var. Disse nedskydninger skete en til to timer efter, vi havde kørt lige netop på det sted.
Det er svært at forestille sig, at den smilende kvinde vi mødte på Vilhelmsborg, bærer på al denne smerte. Vi ønsker hende al held og lykke og må drømmen om en lys fremtid gå i opfyldelse.
Natten til tirsdag blev Nova Kakhovka Dæmningen i Kherson regionen af Ukraine sprængt i luften. Konsekvenserne er uoverskuelige. Den ukrainske kennelklub fortæller om mange døde dyr
Vi mødte præsidenten for den ukrainske kennel klub og præsidenten for kennelklubben i Moldova til en snak om livet og hunde
I Danmark har man valgt at sige nej til russiske udstillere og dommere. Her vælger vi at støtte Ukraine, og det kan man i den grad mærke på en hjerteskærende fotoudstilling i Hal M
Chrisco har efter flere episoder med adfærdsændringer hos hunde valgt at tilbagetrække en række produkter ud fra et forsigtighedsprincip. Produkterne er alle fra samme underleverandør, som Chrisco nu har valgt at opsige samarbejdet med.
I disse dage bugner aviser med årsquizzer. Her er redningen for de, der ved mere om hunde
Chrisco har tilbagekaldt tyggeruller med kylling og okse efter flere meldinger om hunde med alvorlige symptomer som rastløshed, angst og psykotisk adfærd. Virksomheden arbejder nu på at finde årsagen.
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Nogle synes, det er nuttet. Andre mener, at det er absolut nødvendigt. Og så er der dem, der fastholder, at hunden har pels, så tøj er overflødigt. Få hundeekspertens svar på, om din firbenede tilhører en af de fem hundetyper, der har brug for lidt vinterhjælp i form af et ekstra beskyttelseslag.
Med stærke præstationer i både hold- og individuel konkurrence leverede de danske juniorhandlere flotte resultater ved årets nordiske mesterskab i Stockholm.
Alle kender Matador - danskernes absolutte yndlingsserie. Ligeledes kender vel alle også kvinden bag serien, Lise Nørgaard, som hele sit liv har været en stor hundeven. Det er derfor heller ikke tilfældigt at Matador også har hunde på rollelisten - endda i fremtrædende roller
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
Halter økonomien eller er dyreholdet vokset dig over hovedet, så kan du i denne og næste uge gratis indlevere dit dyr hos Dyreværnet
En bemærkelsesværdig rejse til Norge sikrede den 10-årige labrador retriever Inka en plads i historiebøgerne. Hendes ejer, Ida Madsen, ser tilbage på en uforglemmelig tur, der kulminerede med titlen Norsk Vildt- og Fersksporchampion.
