Astrid Gerd Holtet
Læsehunde er ikke et helt nyt fænomen, men et studie undersøger præcist hvordan en læsehund påvirker børns læselyst.
Undersøgelse af seks- til otteåriges læsemotivation
Studiet, der blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Anthrozoös, undersøgte en gruppe børn mellem seks og otte års motivation for af læse, når læsningen blev udfordrende eller svær. De sammenlignede børnenes læsning både med og uden tilstedeværelsen af en hund.
Hunden hjalp når læsningen blev svær
Ved at sammenligne børnenes læselyst med og uden hund, fandt forskerne frem til at børnene var væsentligt mere motiverede for at læse og at de holdt bedre ved i læsningen, når de blev præsenteret for noget de havde svært ved at læse, hvis de var i selskab med en læsehund.
Når man spurgte børnene selv, udtrykte de at de følte sig mere interesserede i læsningen og mere kompetente, når hunden var til stede, fremfor når den ikke var der. Derudover fandt forskerne også, at børnene brugte væsentligt længere tid på at læse, når de var i selskab med læsehunden, end når de læste alene.
Hunde bør blive en fast hjælp
Forskerne bag studiet mener, at deres undersøgelse understreger læsehundenes berettigelse og peger på, at læsehunde kan være det bedste værktøj når bogstaverne driller.