Bjarke Kirkegaard Nielsen
Der er ingen tvivl om, at en labradoodle ser ualmindeligt sød ud. Nærmest som en bamse på fire ben rammer eksploderer den nærmest nuttethedsskalaen.
Men den har også været genstand for megen kritik. For hvorfor er det, der skabes blandinger, som udelukkende har det gode udseende som mål, og er det egentlig forsvarligt?
Oprindeligt var labradoodlen en helt praktisk opfindelse. Den nu 90-årige ”opfinder” Walter Conron fortæller i en podcast, at han kom på blandingen, da han skulle finde en førerhund til en blind kvinde, der var allergisk over for hundehår.
Han forsøgte sig først med pudler, men hele 33 mislykkede forsøg gjorde, at han droppede ideen om at bruge en puddel som førerhund. Derfor fik han ideen med at krydse en puddel med den noget mere erfarne førerhunderace labrador.
Det blev til et kuld med tre hvalpe, hvoraf den ene blev førerhund for den blinde kvinde. De to sidste blev til gengæld genstand for en nærmest massehysterisk forelskelse, der kickstartede blandingens store popularitet.
Allerede i løbet af et par dage, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg fik fat i vores chef, og sagde til ham, at jeg havde skabt et monster. Vi må gøre noget, for at få det under kontrol, siger Wally Conron ifølge CBS News i en podcast.
Ifølge Walter Conron er labradoodlen ikke en sund blanding, og derfor går det ham på, at den er blevet så populær.
Min oplevelse er, at det store overtal af labradoodler enten er skøre eller har arvelige sygdomme, siger han og fortsætter:
– Men jeg ser også nogle vildt gode labradoodler.
Det største problem er ifølge Conron, at mange avlere af labradoodler og andre “designerhunde” kun har profit for øje, og han konkluderer, at han ville ønske, han aldrig havde opfundet blandingen.
