Hofte fra hund. (Foto: Tine Luther/Hunden.dk)

Fortsættelse af del 1: Kort og godt om HD 6. Hvem bedømmer røntgenbillederne? Hvert FCI-land har indrettet deres eget bedømmelsessystem. I nogle FCI-lande har landets kennelklub slet ikke villet skrive under på, at man følger FCI-protokollen. DKK anerkender ikke diagnoser på hunde fra disse lande. I andre lande har kennelklubberne tilkendegivet, at de følger FCI-protokollen. Men erfaringerne viser, at det er svært at holde helt ensartede niveauer, når flere tusinde bedømmere er involveret. I Norden har man centrale systemer, hvor ganske få HD-bedømmere ser og bedømmer flere tusinde billeder hvert år. Man har en ankeinstans, hvor hundeejeren kan få prøvet afgørelserne. Det vil sige, at den bedømmende dyrlæge ved, at han/hun vil kunne ”kigges over skulderen”. I Tyskland er HD-systemet de seneste 5-6 år blevet decentraliseret, så rigtig mange dyrlæger tilmelder sig som fotograferende og bedømmende. Det vil sige, at bedømmeren kender hunden og kunden. Der er ingen ankeinstans. 7. Tre A-hunde gav forskellige resultater For nogle år siden blev der lavet en undersøgelse af tre hanhunde inden for samme race, som alle havde mere end 20 stk. afkom. Den gennemsnitlige forekomst af HD i racen var 27%. Den ene A-hanhund gav 9% afkom med HD. Den anden A-hanhund gav 29% og den tredje gav 31%. Hvordan kan det gå til? Ja, det kan der være flere forklaringer på. For eksempel kunne de to A-hunde med det dårlige afkom have fået deres A-status på grundlag af nogle røntgenbilleder, hvor man havde skjult en tilstedeværende HD. Det kunne også være, at de to hunde havde været meget fornuftigt fodret og motioneret, så nogle disponerende gener – i deres tilfælde – ikke havde manifesteret sig (givet sig til kende) som HD. Og endelig kunne det tænkes, at et A-resultat var opnået i et andet land (hvis hunden for eksempel havde været tysk registreret på fotograferingstidspunktet), som måske anlægger en mere lempelig fortolkning af protokollen. Og ikke mindst: Mødrene til hvalpene efter de tre hanhunde spiller jo en lige så stor rolle som faderen. 8. Hvad ville være den bedste af alle verdener? Det mest ideelle ville naturligvis være, at alle hunde blev HD-fotograferet og -bedømt ét sted i verden. Det ville betyde, at alle hunde blev beroliget/sederet, og at det skete med det samme medikament. De ville blive placeret på samme måde på lejet. Det ville være det samme røntgenapparat, der blev anvendt. Bagefter ville alle billederne blive bedømt af de samme bedømmere. FCI kunne løbende foretage kvalitetskontrol, så man sikrede, at bedømmerne ikke enten var blevet for flinke eller for skrappe. Det er ikke muligt at praktisere i virkelighedens verden. Som et minimum må man forvente, at optagelse af røntgenbilleder også i fremtiden vil skulle ske så decentralt, at rejsetiden for ejer og hund er realistisk. Ensartethed i bedømmelserne kan opnås på flere måder. DKK har sammen med de øvrige nordiske lande foreslået FCI at indføre et kvalitetskontrolsystem, så alle bedømmere regelmæssigt ”kigges over skuldrene”. DKK’s bedømmere bliver allerede i dag kvalitetskontrolleret, dels gennem det nordiske kontrolarbejde, dels ved andre, interne procedurer. 9. Hvad er det nu med HD indexet? Hvis man kendte HD status på alle hunde i en bestemt race, så kunne man foretage en beregning, der viser, hvad man avlsmæssigt kan forvente sig af en given hund, hvis man vælger at bruge den i avl. I stedet for kun at se på de kommende forældredyrs egen status, som måske kan være påvirket af nogle af ovennævnte fejlkilder, så vejer man så at sige hele familien med på vægtskålen. Det giver et mere sikkert billede af, hvad den pågældende hund vil give videre til sine hvalpe – også selv om vi aldrig ville komme i en situation, hvor vi har alle resultater til rådighed, da det jo ikke er alle hunde, der bliver fotograferet. Det er desværre heller ikke alle resultater, der bliver sendt ind til DKK. Vi hører en gang imellem om hundeejere og dyrlæger, der bliver enige om ikke at indsende resultaterne, hvis de er dårlige – til trods for, at DKK refunderer bedømmelsesgebyret, hvis det er en D eller en E diagnose. Forklaringen er angiveligt, at de dårlige resultater kan ”afsløre” en dårlig avlshund. Denne forklaring finder vi i DKK ualmindelig egoistisk og uetisk. Det er ikke en skam, at der er noget galt med ens hund. Men det er en skam at prøve at skjule det. Men tilbage til indexet. Index beregnes på racer med mere end 50 fotograferinger pr. år. Alle resultaterne fra racen lægges i rækkefølge fra det bedste til det dårligste. Den hund med resultatet lige i midten af bunken får index 100. Den bedste hund i racen får måske index 142, mens den dårligste måske får index 67. Hvis man for eksempel har en hund med egen HD-status A, men et index på 93, så er denne hund altså udstyret med nogle gener, der ligger under racens gennemsnit. Den bør man derfor normalt ikke anvende til trods for, at den selv har en god egenstatus. Omvendt kan man benytte en hund med egenstatus C, hvis den for eksempel har et index på 118. Hvis man vælger hunde med index over 100, så bruger man avlsdyr fra racens bedste halvdel. Hvis alle opdrættere i racen bruger avlsdyr med index, som kun ligger lige over 100, så går det langsomt med at forbedre racens status. Hvis de bruger hunde med højere indextal, går det hurtigere. Efterskrift - Pas på sovepuden! Vær opmærksom på, at C-hunden også rent genetisk bærer HD-generne med sig. Derfor bør C-hunde kun anvendes i helt særlige tilfælde. Man må ikke bilde sig selv ind, at C-hunden er ”i orden”. Det er den ikke. Når DKK ikke også forbyder avl på C-hundene, er det for at undgå at indskrænke antallet af avlsdyr i de enkelte racer alt for meget. Men som sagt bør man omgås C-hundene med stor varsomhed i avlen. Hvis en C-hund tænkes anvendt, fordi den for eksempel har nogle andre egenskaber, som er meget vigtige i den pågældende race, eksempelvis et godt temperament eller nogle gode brugsegenskaber, så tjek dens indextal, som bør være over 100, og par den med en A-hund, så risikoen for, at hvalpene udvikler bagbenshalthed formindskes. Hvis man havde en lukket, dansk bestand og hvis HD var det eneste, der skulle tænkes på i avlsarbejdet, så kunne man i de fleste racer udrydde lidelsen i løbet af forholdsvis få generationer. Så enkelt er det desværre ikke, og derfor må hver eneste opdrætter tænke sig godt om og prioritere sine avlsmål, når han/hun planlægger et kuld. Og husk rækkefølgen: fysisk sundhed, mental sundhed, brugsmæssig kvalitet, eksteriørmæssig kvalitet. Kilde: Vibeke Knudsen