Bjarke Kirkegaard Nielsen
Kina ser nu ud til at omklassificere hunde, så de fremover bliver klassificeret som kæledyr. Det skriver Reuters.
Selvom hunde i flere egne af Kina, opfattes som en delikatesse, udtalte det kinesiske landbrugsministerium onsdag, at hunde ikke længere skal opfattes som husdyr men som kæledyr.
Det gør en stor forskel, idet husdyr er de dyr, man kan opdrætte for at få mad, drikke, pels, fibre eller til medicinsk brug.
— Hvad angår hunde, så har de i takt med stigende dyrevelfærd og samhørighed fået en ny status. Internationalt anses de ikke for husdyr, og det vil de heller ikke blive i Kina, fremgår det af skrivelsen fra det kinesiske ministerium.
I World Animal Protection Danmark glæder direktør Gitte Buchhave sig over udviklingen.
— Det er virkelig positivt, at Kina nu klassificerer hunde som kæledyr. Det kommer til at have stor betydning for millioner af hunde i Kina, siger hun og fortsætter:
— Jeg håber, at det her betyder, at vi en gang for alle får stoppet den groteske industri, der har stået på i alt for mange år, hvor hunde lider helt ekstremt blot for at blive slagtet og spist. Det er på høje tid, at det vanvid stopper.