Bjarke Kirkegaard Nielsen
Monty vågner i fodenden af Peters seng. Fødderne er helt rene. Sådan er de altid om vinteren. Når det er sommer, er de helt anderledes.
Monty hopper ned af sengen og hyler højt.
– Hvad sker der? Spørger Peter forskrækket og aer Monty på halsen.
Molly sætter sig op i sengen med et sæt.
– Hvad var det? Spørger hun.
– Det var Monty, der hylede, da han sprang ned af min seng, fortæller Peter.
Molly kommer hen til Peter og Monty, der sidder for enden af Peters seng.
– Er du kommet til skade? Spørger hun.
Monty ville ønske, han kunne svare andet end bare at lægge sig ned på maven og slikke på sine poter.
Molly løber ind og henter mor og far. Hun fortæller dem, hvad der er sket.
– Åh nej, bare han ikke har brækket noget, siger mor.
– Nej og så lige op til jul, siger far.
En dråbe savl forlader langsomt Montys mund og trækker en lang tråd ned mod gulvet. Dråben slipper først læben, da den anden ende rammer gulvet.
Far tager fat om Montys ene pote og kigger på trædepuderne. Han ser hundens mange rifter.
– Se, siger han og viser poterne til de andre.
– Sikke mange sår, siger Molly.
– Hvor længe har han mon haft dem, spørger mor.
– Det ved jeg ikke, men de sidste gange, jeg har gået tur med ham, har han ikke rigtig villet gå. Så har jeg skullet trække ham afsted, fortæller Peter.
– Stakkels Monty, siger mor og fortsætter: Det er jo på grund af den salt, der ligger på fortovene. Det kan hans små poter slet ikke tåle.
– Det har jeg læst om, men hvor var det nu, jeg så det, siger far.
– Mon ikke det har været på hunden.dk? spørger mor.
– Nåh jo selvfølgelig, hvor skulle det ellers være, griner far.
De ringer til dyrlægen, som sætter Monty i behandling.
