Bjarke Kirkegaard Nielsen
Montys poter har det bedre. Han er så småt begyndt at kunne gå normalt igen. Han er glad for den hjælp, han har fået af familien, og viser det ved at gå ekstra tæt på dem. Dog er han lidt træt af, at der skulle gå så længe, inden de opdagede det. Men sådan er mennesker jo.
Dagen går med, at han som sædvanligt er alene hjemme, mens familien er på arbejde, i skole og i børnehave.
Hjemmet er så småt ved at ligne et rigtig julehjem. Der hænger guirlander fra loftet, musetrapper fra lamperne, kravlenisser på væggene og på den gamle skænk i stuen står familiens nisselandskab på et blødt leje af vat.
Monty kan godt huske sin første jul, da han var hvalp. Dengang var han ikke så populær, da han hele tiden kom til at ødelægge den megen pynt af papir. For eksempel forsøgte han at presse snuden ind gennem en af løkkerne i en guirlande, som lå på gulvet. Han havde bare ikke set, at den anden ende af guirlanden hang fast i juletræet, som snart var væltet og lå med julekugler, stjerne, glitterstads, trommer og små nisser rundt om sig på gulvet.
Den dag var familien slet ikke glad for at se ham, da de kom hjem.
Det er de heldigvis i dag. Monty har været en god hund, siger de alle sammen, da de kommer hjem. Men det er nu heller ikke så svært at være en god hund, når man er alene hjemme. Man skal bare lægge sig i sin kurv og sove. Så er man en god hund.
Monty savner tiden som hvalp, hvor han lavede unoder. For selvom familien blev sure på ham, blev de altid glade igen.
– Det er kedeligt at være en voksen hanhund, tænker den sorte labrador for sig selv, inden han traver hen i hundekurven og lægger sig.
– Go’ hund, siger far
