Bjarke Kirkegaard Nielsen
Mens vi venter på, at årets anden internationale udstilling åbner i Roskilde, og beder til vore foretrukne guder om opklaring i vejret, kan vi jo lige se frem mod et andet hundearrangement, som for alvor ser ud til at blive interessant.
Det er Hundedagene på Rosenholm Slot, som finder sted 31. maj til 2. juni. Vi har tidligere skrevet om forskellige spændende indslag, men nu kan vi fortælle om det lidt mere actionprægede. For det er ikke mere end nogle dage siden, arrangør Lotte Hohrmann kunne juble over, at hun får et vaskeægte actionområde.
Noget af det, man kan glæde sig til her, er politihundeforeningen, der kommer og viser dele af hundenes daglige træning. De kommer blandt til at vise indlæring af kontaktøvelser, hvordan hunde finder ting og mennesker, samt hvordan hundene hjælper med at fange forbrydere.
Flyverhjemmeværnet kommer også forbi. Det er en særlig del af hjemmeværnet, der blandt andet har til opgave at støtte flyvevåbnet med at bevogte og sikre de danske flyvestationer.
Derudover kan man blandt andet opleve Thin Blue Line, der støtter tilskadekomne ansatte i dansk politi og deres pårørende.
Hundetræneren Niko fra Frankrig bliver også et tilløbsstykke for actionhungrende hundemennesker.
Det samme gør DCH’s eftersøgningstjeneste og mange mange flere.
Der er ingen tvivl om, at man ikke bør gå glip af Hundedagene på Rosenholm Slot.