Hunde i vandet ved stranden

07-07-2017 10:11

Anne Ekenberg

Hunde skal være i snor i sommerhalvåret, når de færdes ved stranden. Men hvad nu, når de er ude i vandet? Hvilke regler gælder så? Og hvad med “Blå flag”- strande?

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

I forgårs skrev vi om, hvordan du skal forholde dig oppe på stranden, når du har din hund med. Her skal du have din hund i snor i perioden fra 1. april til 1. oktober. Det giver god mening både i forhold til dyrelivet og i forhold til de øvrige strandgæster. Men hvor stopper stranden egentlig?

I Naturbeskyttelsesloven §22 står der følgende om stranden: ”Strandbredder og andre kyststrækninger mellem daglig lavvandslinje og den sammenhængende landvegetation er åben for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning.

Daglig lavvandslinje

Oversat til lidt mere mundret dansk betyder det, at overgangen mellem strand og hav ligger ved ”daglig lavvandslinje”. Men hvad betyder det så?

Vi kender alle til høj- og lavvande og kan sikkert også huske, at det bestemmes af månen, som bogstavelig talt trækker i vandet. Der er højvande to gange om dagen, når månen er hhv. tættest på kysten, og når månen er omme på den anden side af jorden. I praksis betyder det, at der er ca. 6 timer og 12 minutter mellem højvande og lavvande. Og når der er to gange højvande, er der også to gange lavvande. Og det er dette lavvande, som bestemmer, hvor stranden slutter!

Når du derfor ønsker at tage til stranden med din hund, kan du aflæse den daglige lavvandslinjen på DMI’s hjemmeside og derefter drage afsted. Denne tabel er dog ikke helt let at læse, så det nemmeste er nok at tage ud til stranden, når du ved, at der er lavvande og så ved selvsyn tage bestik af lavvandslinjen.

Med god samvittighed

Summa summarum: Du kan altså med god samvittighed tage din vandglade hund med, når du selv ønsker at dyppe tæerne i bølgen blå, hvis blot du går tilstrækkelig langt ud. Så køb en god bold – f.eks. en gummibold der ikke slider hundens tænder – eller en frisbee og se, om ikke du får en træt og glad hund med hjem efter et par enkelte ture med denne herlige leg, kombineret med en god svømmetur.

Læs også: Hunde og hedeslag

Blå Flag strande

Nyheden fortsætter efter annoncen

-Ved kyster med Blå Flag må hundeejer med deres hunde ikke slå sig ned, men de må godt passere igennem stranden, siger Bjarke Frandsen fra Friluftsrådet. Her vil bl.a. hundens fedtede pels medvirke til at forringe vandkvaliteten.

Ved strande med det blå flag vejende, må du altså under ingen omstændigheder tage ophold med din hund. Dog må du godt passere igennem en strand med blåt flag med din hund. Blå Flag-ordningen er en international miljømærkningsordning, der skal sikre gode badeoplevelser

Solcreme

En anden ting, du også skal tænker over, inden du tager til stranden, er, om din hund har brug for sollotion. Hunde, som kun har lidt eller ingen pels, kan godt have brug for lidt lotion på udsatte steder. Det kan f.eks. være på næsen, ørerne, maven, lænden og på indersiden af benene. Der findes specielle solcreme til hunde, men du kan også bruge den til børnene eller en solcreme til følsom hud.

Omvendt, hvis du har en hund med meget pels, bør du sørge for, at pelsen er redt godt igennem. Den kraftige pels er nemlig en måde at beskytte hunden mod varmen, men hvis pelsen er filtret, kan pelsen få den modsatte virkning.

Vand

Det kan nok ikke undgås, at din hund sluger noget havvand. Desværre har havvand pga. det høje saltindhold den kedelig virkning, at det giver din hund en let diarré. Saltvandet i hundens tarm trækker nemlig væske fra det omgivende tarmvæv, og hunden skal derfor hyppigt besørge. Det vil du sikkert gerne undgå så vidt muligt, så hav derfor altid rigelige mængder frisk vand med til stranden. Det vil kunne tage noget af diarréen samt modvirke den væskemangel, der opstår pga. diarréen. Hvis det alligevel går galt, må du trøste dig med, at diarréen kun er et forbigående fænomen. Og glem så ikke hundeposerne…

– Og så lige et råd her til sidst: Hvis du ikke skal til stranden, men blot ud at gå en tur, så test lige asfalten først: Læg din hånd på asfalten i 5-10 sekunder. Hvis asfalten er for varmt for din hånd, er den også for varm for din hunds poter. Vent derfor med at gå tur.

Rigtig god fornøjelse derude i sommerlandet!

Kilde: Naturstyrelsen, retsinformation.dk, politiet.dk

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout