Haslev-sagen: Nu er 53 hunde overdraget til Dyrenes Beskyttelse

22-01-2013 14:45
Siden sidste tirsdag har Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde modtaget 53 hunde fra den omblæste Kennel Hof-Joy ved Haslev (ikke DKK-kennel). Nogle af hundene var i så dårlig forfatning, at de måtte aflives. Se tv-indslag om sagen via denne nyhed.
Copyright Hunden.dk
Det er lykkedes Dyrenes Beskyttelse at få overdraget de fleste af de mange hunde, der levede et kummerligt liv i Kennel Hof-Joy. Se mere om overdragelsen via linket nedenfor. (Screendump fra DB's video om overdragelsen)

Efter langvarig dialog med kennelejeren ved Haslev er det gennem den sidste uges tid lykkedes Dyrenes Beskyttelse at få ejeren til frivilligt at overdrage de mange hunde. Mange af dem var i dårlig stand. Nogle kunne ikke spise pga. store bylder i munden, en gik rundt på et brækket ben, en havde slidt tænderne helt ned. Mange hunde var møgbeskidte af at ligge i egen afføring. Af andre eksempler på vantrivsel på kennelen er særdeles dårlig foderstand, indgroede negle og nedslidte trædepuder. Desværre var 11 af hunden i så dårlig tilstand, at de ikke kunne reddes og måtte aflives. De øvrige hunde er nu under observation på internatet, så man kan finde ud af, om de er i stand til at få et godt liv ved omplacering, eller de heller ikke står til at redde. I sommer blev ejeren frataget retten til at drive kennel på grund af hundenes dårlige forhold. I december aflagde en kredsdyrlæge og politiet kennelen besøg, men alligevel blev der ikke grebet ind. Kennelen har stadig syv hunde, som de på baggrund af en aftale med politiet må beholde – de har tilladelse til at have i alt 10 hunde. Om de så evner at give disse hunde et godt liv står hen i det uvisse. Dansk Kennel Klub siger: Denne kennel (ikke DKK medlem) har i årevis blæst højt og flot på diverse myndighedskrav. I en kritisk TV udsendelse for nogle år siden medvirkede kennelens faste dyrlæge og tilkendegav, at forholdene var ok! Kenneler, som er underlagt lovbestemmelser om erhvervsmæssigt opdræt (mere end to kuld pr. år), skal have en fast dyrlæge tilknyttet. DKK vil forsøge at følge op på, hvordan Hof-Joys dyrlæge har forvaltet sit hverv. For sådanne tilstande blandt hundene bør ikke være omkostningsfri for den tilsynsførende dyrlæge, med mindre han/hun kan dokumentere, hvad vedkommende har gjort for at bringe hundenes forhold i orden.

Videoer

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout