Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vi kender det alle sammen. Vi sidder i en forsamling, og pludselig er der en, der gaber. Det trækker i kæberne og vi kan ikke stå imod. Vi må også gabe.
Som vi tidligere har skrevet om her på hunden.dk, gælder det også for vores hunde, og gaben kan også smitte mellem hunde og mennesker.
Men hvorfor gaber vi egentlig? Det har forskeren Andrew Gallup forsøgt at finde ud af ved at samle den forskning, der findes på området.
Tidligt i sin forskning kunne han slå fast, at gaberiet er forbundet med overgangsfaser. For eksempel når vi skal falde i søvn, vågne, rejse os fra en stol og lignende.
Derefter fandt han, at det var nødvendigt for at andre medlemmer af flokken at reagere på overgangsignalet. Gaber et medlem af flokken eksempelvis, fordi medlemmet skal sove, er det vigtigt, at resten af flokken er årvågne og holder vagt. Og her bliver det faktisk rigtig interessant.
For det viser sig nemlig, at vi bliver bedre til at opfange faresignaler, når vi lige har set nogen gabe. Andrew Gallup kunne nemlig konkludere, at man blev drastisk bedre til at opfatte og identificere slanger og andre farer, når man havde set andre gabe. Til gengæld blev man ikke bedre til at se eksempelvis frøer, der ikke udgør en fare.
