Bjarke Kirkegaard Nielsen
Til hver eneste hundeudstilling er der nye udstillere, hvilket må siges at være positivt. For langt de fleste er det en god oplevelse, men det kan også være svært at finde rundt i alt det, de garvede udstillere kender så godt.
Det har Dansk Kennel Klub nu tænkt sig at gøre noget ved. Derfor har man i Fredericia arrangeret guidede ture rundt på udstillingen. Den første fandt sted klokken 10.30 og guiden var Katrine Jeppesen fra DKK.
- Det er faktisk en ide, vi har gået med i nogle år, men det har lige været det der med at finde en, der havde tiden til at være guide. Her til formiddag har jeg lidt tid, og så prøver vi det af, fortæller Katrine Jeppesen.
Der var mødt en god håndfuld nysgerrige mennesker op til turen. Inden de gik ind i Hal A fik de en kort introduktion til, hvad der ventede dem. Katrine Jeppesen fortalte om, hvem der er i en udstillingsring, og hvilke opgaver de forskellige mennesker har i ringen.
Efter introduktionen gik turen ind i hallen, hvor de først gjorde stop ved ringen med golden retrievere. Her kunne de se dommerens, ringsekretærens og ringassistentens opgaver i aktion, ligesom de fik et indblik i, hvordan man udstiller sin hund.
Derefter gik turen til Store Ring og rundt på resten af udstillingen.
Der var mange gode spørgsmål fra deltagerne, som alle var nye udstillere og en smule nervøse for at skulle ind i ringen.
Du kan læse mere om de guidede ture i martsnummeret af HUNDEN.