20. februar 1970 blev Poul Ørnemark autoriseret eksteriørdommer i Dansk kennel Klub. Det er næsten 51 år siden, og alene af den grund er det yderst fortjent, at han som den første dommer har modtaget den nystiftede titel som æresdommer.

Han er heller ikke bange for at indrømme, at han er stolt over prisen.

– Jeg er beæret over at modtage denne pris, og jeg har altid følt det som en ære at få lov at dømme, fordi man derigennem har stor indflydelse på, hvordan en race udvikler sig, siger han.

Vi er på besøg i hans hjem i Horsens. Han bevæger sig rundt i huset med en krykke i den ene hånd, da han i jul fik et nyt knæ. Det er også grunden til, at der ikke læber en gravhund rundt i huset. For Poul har altid haft gravhunde, og det har han også i dag. Men på grund af hans manglende mobilitet bliver hundene passet hos hans datter, som viderefører Kennel Teckel.

– Jeg har kun haft korthårede standard gravhunde siden 1962. Den er en nem lille hund, som ikke kræver den store pelspleje, og så er det en hund med personality, og jeg kan godt lide hunde med personality, siger Poul Ørnemark.

En helt anden verden

Med så mange år i udstillingsringene har Poul Ørnemark fulgt udviklingen i hundeudstillinger fra første række, og der er sket en del.

– Da jeg startede i 1970, var vi Des med hinanden. Jeg debuterede i Aalborg i 1970, og der var vi også Des med udstillerne, fortæller han og fortsætter:

– Og så var udstillerne slet ikke så professionelle dengang. Nogle mødte i træsko og med kotøjr til hundene. I dag kommer handlerne jo i tøj, der matcher hundenes farver og ved jagthunderacerne er handlerne iført jægertøj.

Dengang var udstillingerne to dages bænkede udstillinger, hvor hele lørdagen gik med bedømmelser. Her skulle man så sidde på sin plads på en bænk med sin hund i et bur ved siden af. Over buret blev bedømmelsen hængt, så alle kunne se bedømmelsen på hver enkelt hund.

Læs også: Hele Europa samles om hundene i Brno

– Det var meget anderledes, og det skabte da også nogle sjove situationer. Jeg husker engang i Herning, hvor to jyske mænd gik rundt og kiggede på bedømmelser. Pludselig sagde den ene: ”Nu ska’ do sgu se. Han har fået præmie for å træk i æ snor. På bedømmelsen stod der, at han var flot fremført, griner Poul Ørnemark, der kommer i tanke om endnu en sjov episode, som man nok ikke ville se i udstillingsringen i dag:

– Det er kun cirka 20 år siden. Jeg dømte i Aalborg og havde lige dømt beagler. Dernæst skulle jeg dømme gravhunde, men da de blev kaldt ind, manglede der en hanhund. Jeg spurgte, hvem det var, da jeg jo kendte de fleste gravhundefolk, og ganske rigtig kendte jeg også ham her. Vi så, at han stod og snakkede lidt væk, og vi fik hentet ham og hunden ind i ringen. Men så gav han hundesnoren til stewarden i ringen, og bad ham om at holde hunden, fordi han lige skulle over og give sin kone en tyver til en is, for det havde han lovet hende.

Dengang var der heller ikke telte og trimmeborde rundt om ringene. Man havde trimmet hunden hjemmefra, og så håbede man ellers bare, at det holdt, til hunden skulle i ringen.

– Det er jo blevet en kæmpe industri, og nogle gange er det også for meget, men man må også bare erkende, at handlerne er blevet meget dygtigere end dengang. Det er jo imponerende at se nogle af de dygtige handlere, der bare lige med en enkelt bevægelse kan få hunden til at stå perfekt, siger han.

Udlandsturene

For Poul Ørnemark har tiden som eksteriørdommer også været en tid med mange rejser til udlandet. Faktisk har han dømt mere i udlandet end i Danmark.

– Jeg har nok dømt cirka 80 procent i udlandet og 20 procent i Danmark, og det handler jo lidt om, hvor jeg er blevet tilbudt at dømme. I 1970 var jeg allerede et kendt navn i gravhundekredse, og derfor blev jeg inviteret til at dømme mange steder, og da jeg senere blev dommer i flere racer, kom der også flere og flere invitationer, fortæller han.

I slutningen af 1990’erne var han den første dansker, der dømte på en udstilling i Rusland, og det var noget af en oplevelse.

– De var utroligt gæstfrie, og de passede rigtig godt på os. Dengang røg jeg, og derfor skulle jeg lige have en rygepause en gang imellem. Men det var først på andendagen, at jeg opdagede, at hver gang, jeg gik ud for at ryge, så stod der to store mænd på trappen og holdt øje med, at der ikke skete mig noget, fortæller han.

Historierne om oplevelserne i Rusland står i kø, og det er tydeligt, at Poul Ørnemak nyder at fortælle dem. Poul Ørnemark har også dømt en del i Tyskland, hvor gravhundene jo naturligvis er en stor race.

– Jeg husker en af de større udstillinger i Tyskland, hvor jeg skulle dømme dværggravhunde. Pludselig kom der 11 personer ind i ringen med en lille hund. Jeg sagde naturligvis til dem, at det jo ikke gik, da der jo kun måtte være en handler per hund. Men så trådte en ældre bedstemor frem og fortalte mig, at hunden altså var meget bidsk, og det var derfor, de var så mange i ringen.

Læs også: Dansk juniorhandler strålede i Slovenien

Det kræver sin mand

Selvom Poul Ørnemark altid har nydt at dømme, så er han ikke i tvivl om, at dommergerningen ikke er for alle og enhver. Der skal en god psyke til for nogle gange oplever man, at udstillerne bliver sure, og det kan godt gå hårdt for sig.

– Det er en af grundene til, at jeg altid laver åbne bedømmelser. Jeg siger mine bedømmelser højt, for så ved jeg, at der vil være nogen, der er enige med mig. Hvis jeg bare fortæller det til udstilleren, så kan han eller hun gå hen og fortælle det til sin omgangskreds, og så kan der hurtigt sprede sig en negativ stemning, forklarer han.

Og Poul Ørnemark er faktisk en af de dommere, der har bevis på, at livet som dommer ikke altid er lige let.

Ved Europaudstillingen i København i 1997 forevigede Danmarks Radio nemlig et optrin med en utilfreds italiener.

– Jeg dømte nogle langhårede gravhunde, og så kommer den her italiener ind i ringen med en aldeles usund hund. Han stiller i championklassen, hvilket i den grad overrasker mig. Men jeg skriver det, som det er, at han har en meget usund hund. Italieneren reagerer så med at rive kritikken i stykker, kaste stykkerne på gulvet og hoppe oven på dem, mens han råber mama mia, og DR fik det hele på kamera, fortæller han med et smil.

Som Sinatra

Egentlig er det mange år siden, Poul Ørnemark trak sig tilbage som dommer. Ved Verdensudstillingen i Herning i 2010 blev der holdt afskedsreception for ham, og beslutningen om at trække sig tilbage var truffet.

Han var tidligere på året blevet ramt af en blodprop i hjertet, og det var simpelthen blevet for hårdt at stå hele dage i ringene.

– Selvom jeg sagde farvel dengang, så har jeg dømt lidt rundt omkring siden. Så på den måde kan man godt sammenligne mig med Frank Sinatra. Men jeg har sagt nej til rigtig mange udstillinger på grund af helbredet, for det er hårdt både fysisk og psykisk at være dommer, og man er altså virkelig træt bagefter, siger han.

Læs også: Alle billeder fra EDS er online

Når han ser tilbage på sin lange dommerkarriere, har han svært ved at vælge den største oplevelse.
– Men det er altid noget særligt at dømme på Verdensudstillingerne. Det er noget, jeg altid vil huske, siger han.