En labrador skal være ensfarvet sort, gul eller brun. En hvid brystplet eller hvidt på bagsiden af forpoterne er også ok. Foto: Jeanette Bundgaard

Labradoren stammer formentlig fra Newfoundland beliggende tæt på Labrador halvøen i Canada, hvorfra dens talent for at assistere fiskere med at hente udstyr og net i det kolde vand blev spottet. Labradoren blev bragt til England i løbet af 1800-tallet, hvor den hurtigt kom i arbejde på de engelske godser, som apportør af fuglevildt. Godsernes jagter blev – dengang som nu – bestyret af gamekeepers (skytter). Disse anlagde kenneler, hvor man overvejende var selvforsynende i jagthunde. Datidens labrador var ikke en selskabshund – det havde man andre racer til – og alt avlsmateriale, som ikke levede op til idealet, blev nådesløst skåret fra, for man havde ingen intention om at fodre på hunde som ikke gjorde nytte.

Jagthunden er fastlåst i DNA’en
Vi kan i dag takke datidens hårde selektion på de egenskaber, som gjorde labradoren velegnet til at være gods-apportør, for det er de samme egenskaber som fortsat sidder fastlåst i racens DNA. Dengang betød intelligens, tilpasningsevne, et stærkt ønske om at behage sine mennesker, stor trænbarhed, evnen til at begå sig socialt og et robust temperament koblet med arbejdsiver og jagtdrive alt for skytternes succes. I dag betyder det, at vi har samarbejdsvillige og stabile labrador-hunde, som med stor energi og positivitet deltager i alle familiens aktiviteter, og som kan koble familieliv med arbejdet som arbejdshund.

Labradoren er foruden skattet familiehund og en eminent apporterende jagthund også talentfuld som spor- narkotika-, blinde-, handicap-, cancer-, bygningssvamp- og pengehund, og der er sågar uddannet mobiltelefon-hunde til de danske fængsler, hvor de indsattes forsøg på at skjule telefoner, afsløres af en veluddannet labrador. Politiet har haft enkelte labrador-hunde i politihundearbejde, men det hører absolut til undtagelsen, at den besidder den skarphed, dette kræver. Faktisk er den forholdsvis håbløs som vagthund og vil formentlig byde enhver tyv velkommen ved at sætte vand over til kaffe.

Labradoren er en rigtig dygtig apporterende jagthund. Foto: Sanne Ammitzbøll

Største aktiv og største problem
Labradoren er en intelligent arbejdsnarkoman, som elsker at være på arbejde. Så når den får omsat sig selv, hvad enten det er som jagthund, under træning, ved de daglige søg efter en godt gemt tennisbold, eller indlagte træningssekvenser under lufteturen, så er den allerlykkeligst. Men desværre anskaffes den ofte uden øje for dens arbejdsiver og behov for mentale udfordringer. Med det resultat at den i stedet opfinder et andet livsindhold, som kan være at finde og stjæle alt det spiselige, den kan komme i nærheden af, eller at rive tapetet af alle væggene i køkkenet. Når den er to-tre år gammel, har den formentlig trøstespist sig igennem alt i nedfaldsæbler og tilgængelige skraldespande og resignerer til en dvalelignende tilstand, hvor den har affundet sig med sit kedelige liv og nu er den ”rolige labrador”. man i første omgang søgte.

Labradoren fortjener et liv i aktivitet og belønner sin familien herfor med stor loyalitet og hengivenhed.

Læs også: 5 tip til en hunde-sikker efterårshave

Labradoren er en god og trofast familiehund, men den skal også have lov at få masser af stimulering og motion. Foto: Morten Larsen

Når man er ejer af en labrador
Det er vigtigt at gå ind på præmissen om, at det er en ”jagthund forklædt som familiehund”, man har anskaffet. Det er ikke kun familiens tobenede medlemmer, som skal gå til fritidsaktiviteter – det skal labradoren også. Der udbydes masser af træningsdiscipliner, og labradoren er med på det meste – de elsker alt, som indebærer apportering, kropskontrol og samarbejde. Det er bare at prøve sig frem og finde lige den form for træning, som passer netop til jer, og som udbygger relationen mellem hund og ejer.

Labrador retrieveren – de forskellige stilarter
Under racenavnet og den beskrevne standard rummes flere stilarter. Foruden det som oftest omtales, som den ”Gammeldags labrador” findes også det, som kaldes ”FT labrador” (eller ”Formel 1”). Der er tale om samme race med forskellige mentale karakteristika og forskelligt udseende. Hvis man overvejer at anskaffe en labrador retriever bør man undersøge de to stilarters forskellighed og vælge den, som passer bedst til ønsker og behov.

Labradoren er år efter år øverst på listen over registreringer af hunderacer og dermed en af Danmarks mest populære hunde. Foto: Trine Hyldtoft

Tre farver – og kun tre farver
Labradoren er alle mands hund. Så i en tid, hvor det at skille sig ud og være speciel er vigtigt for individet, opstår ønsket om en hund med alle labradorens fordele, men med et specielt udseende. Det har længe været den brune farvevariants svøbe, og senest har dygtige forretningsfolk set fidusen i at blande labrador og weimaraner. Resultatet er hunde med musegrå farve, som i bedste fald kan benævnes sølvfarvede hunde, men aldrig sølvfarvede labrador-hunde, da de jo netop ikke er racerene labrador retrievere. De er derimod blandingshunde med en spektakulær farve. Disse hunde DKK-registreres naturligvis ikke.

Den gule labrador findes i alt fra cremefarvet til ræverød, ligesom de brune kan variere i nuancerne. Labradoren er altid ensfarvet, men kan have en hvid brystplet samt hvidt på bagsiden af forpoterne.

Læs også: Når linen strammer – sådan lærer du din hund at gå pænt

“Kvadratish – prachtich – gut”
Labradoren kommer i en praktisk indpakning, med indbygget firhjulstræk og isolerende og vandskyende overfrakke. Pelsen isolerer og får vand til at rende af, uden at den bliver våd til huden. Den foretrækker en svømmetur fremfor et shampoobad, men man kan med fordel trække den ind i bruseren under fældeperioden.

Den bader faktisk gerne i alt slags vejr og trives ude, men fornægter bestemt ikke en ordentlig morfar i sofahjørnet.

Man skal huske, at en labrador er en jagthund forklædt som familiehund. Foto: Morten Larsen

Motion med måde under opvæksten
Labradorens livsglæde og energi kan let forlede til at tro, at hvalpen på 5-6 måneder nu har behov for lange motionsture. Det er meget langt fra godt for hunden, og den bør motioneres med eftertanke hele sit første leveår. Det er en hurtigt voksende hund, hvorfor begrænset motion og restriktiv fodring er essentiel for dens sundhed som voksen.

Den voksne labrador elsker ture, og går gerne både march-strækninger og løber med på ture under 10 km.

Slægtskab
Seks racer deler betegnelsen ”retriever”, og man kunne forledes til at tro, at de seks racer er i nær familie. Men ”retriever” er nærmere en indikation af, at racerne har samme oprindelige arbejdsområde. ”To retrieve” betyder at hente, og alle de seks retrieverracer er specialister i arbejdet efter jægerens skud og i at hente de nedlagte fugle. Dette understøttes af en DNA-kortlægning foretaget af National Geographic, hvor det har vist sig, at labradorens DNA har flere fællestræk med f.eks. bulmastiff og newfoundland end med golden retriever og curly coated retriever.

Læs også: Hund i Fokus 2025