Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vi kender mange af sangene til hudløshed. Om det er Den røde tråd, Hvalen Valborg eller Stærk Tobak, så er det tekster og melodier vi med halvslidte dåbsattester er vokset op med som baggrundsmusik.
I 1977 udgav Shu-Bi-Dua nummeret Vuffelivov, som på fineste vis beskriver en mands forhold til sin hund. Teksten er skrevet af Michael Hardinger og altså ikke nu afdøde Michael Bundesen, men den havde nok ikke været den samme, hvis det ikke var for Bundesens lune måde at synge sangen på.
Hardinger skrev egentlig teksten til et tidligere album. Han havde netop selv fået hus og hund, og blev altså inspireret til denne sang derigennem. Men den faldt ikke i god jord, da Shu-Bi-Dua skulle udgive Shu-Bi-Dua 3.
Efter sigende skulle trommeslager Bosse Hall Christensen have udbrudt, at han brækkede sig på gulvet, da han hørte sangen.
Men på Shu-Bi-Dua 4 manglede bandet et enkelt nummer, og så var Vuffelivov god nok.
Sangen endte med at blive et stort hit for Shubberne, og den var med til at give dem deres folkelige gennembrud.
Det var ikke kun fra scenekanten ved utallige udsolgte koncerter, Michael Bundesen gjorde sig som hundemand.
Hjemme i privaten var der også plads til verdens bedste kæledyr, og hunden kom til at spille en livsvigtig rolle for den kendte sanger.
19. maj maj 2011 blev Michael Bundesen nemlig ramt af to blodpropper i hjernen. Han huskede efterfølgende ikke selv, hvad der var sket, men da han vågnede, lå han lammet på soveværelsesgulvet. Oven for ham stod hunden Nelly og slikkede ham i hovedet. Nelly kunne åbenbart mærke, at noget var galt og gav sig derfor til at pive og løb ud på trappen, hvor den gøede.
Dengang boede nu afdøde Ole Stephensen og hans kone Julie i stueetagen i samme hus. Julie var lige kommet hjem fra en gåtur med hundene, da hun hørte Nelly gø.
Hun kom op for at se, hvad der var sket og fandt altså Michael Bundesen på gulvet. Det var hende, der ringede 112, men var det ikke for Nelly, havde Michael Bundesen nok ligget i hjælpeløs tilstand i lang tid.
Nelly døde sidste år, hvilket var en stor sorg for Michael Bundesen.
Søndag døde Michael Bundesen efter et kortere kræftforløb.