Bjarke Kirkegaard Nielsen
Pengene sidder løst på kæledyrsejere for tiden, og det er ikke dem selv, de bruger de ekstra penge på. Det er derimod kæledyrene, som blandt andet forkæles med forsikringer og fornøjelser.
TRYG, Topdanmark og Codan melder alle om en stigning i antallet af kæledyrsforsikringer. Det skriver tv2.dk.
Det er ikke bare antallet af forsikringer, der er steget. Det er antallet af anmeldte skader også.
Generelt har vi brugt flere penge på kæledyrene i 2020. Ifølge Danske Bank har vi brugt 20 procent mere i kæledyrsforretninger, hvilket svarer til en halv milliard ekstra.
En af de virksomheder, der beretter om en noget højere omsætning i 2020, er Bullerbox, som ifølge TV2.dk har haft en stigning på 50 procent i omsætningen 2020.
– Det her er for de hundeejere, der ser deres hunde som en del af familien. Vi oplever det som en generel stigning, hvor man bare får mere fokus på sine kæledyr, siger indehaver af Bullerbox Sebastian Salinas Frødin.