Bjarke Kirkegaard Nielsen
Hvad end din hund har brug for at tabe sig, genoptræne efter en skade eller blot holde sig sund og rask, så er hundesvømning en ideel aktivitet at gøre brug af. Det fortæller Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring:
– I vandet kan hunden træne størstedelen af dens muskler med naturlige bevægelser, da den nogenlunde bevæger sig i vandet, som den gør på land. Dog er der ikke den samme belastning fra tyngdekraften, som særligt går ud over hundens led. Det gør hundesvømning til en både effektiv og skånsom aktivitet for hunden.
Sådan kommer I i gang med svømningen
Der er stor forskel på, hvordan hunde reagerer på vand. Nogle hunde er meget vandglade og kaster sig ivrigt i bølgerne. De ved ikke altid, hvad de laver, og det kan se lidt dramatisk ud første gang, de er ude at svømme med basken og plasken. Men de fleste lærer hurtigt, at de flyder ovenpå og kan bevæge sig rundt, omend det ikke er den kønneste svømning til at starte med. Men efter blot et par svømmeture får de oftest styr på teknikken og svømmer gladeligt derudad.
For de hunde, der er knap så vandglade, skal der en smule hjælp og støtte til, forklarer Lotte Evers:
– Du må ikke presse din hund i vandet og slet ikke smide den i! Du bliver nødt til at vække dens nysgerrighed og vise den, at vandet ikke er farligt. Prøv at sætte lidt snor i noget flydende legetøj, kast det i vandkanten, og se, om hunden ikke selv hopper i efter det. Hvis det ikke lykkes, må du ikke bare give op. Det hjælper altid med et godt forbillede, så hvis vejret er til det, kan du selv hoppe i vandet eller i det mindste gå ud med et par gummistøvler på. Så viser du hunden, at det er sikkert og sjovt at dyppe poterne. Hvis du bliver ved med at forsøge ved flere forskellige lejligheder, så skal det nok lykkes til sidst.
Et alternativ kan være at lære hunden at svømme med en erfaren, svømmeglad hund, der kan vise din hund, hvordan det skal gøres.
Hvor kan I svømme henne?
Der findes flere forskellige muligheder, når det kommer til at få din hund ud og boltre sig i vandet: