Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vil man have udstillingens bedste hund i Roskilde, så er det åbenbart en god ide at have en hund i gruppe fem. For anden dag i træk blev det nemlig vinderen af gruppe fem, der løb med sejren.
For første gang nogensinde stod Falgreens Autumn Storm øverst på skamlen, da BIS-finalen blev afgjort. Tidligere på eftermiddagen havde han forvist gårsdagens BIS-vinder, Cabaka's Raw Power til andenpladsen i gruppe fem.
Og tror man så, at der er misundelse og sure miner fra gårsdagens vinder, så tror man forkert. På vej hen for at snakke med dagens vinder, stødte denne journalist på gårsdagens vinder Gitte Morell, der begejstret spurgte om ikke bare det var sejt, at gruppe fem havde vundet begge dage.
Fantastisk sportsånd.
Tilbage til vinderen. For det var en meget overrasket ejer og opdrætter, Louise Barrett, der stod ved siden af den sejrende Falgreens Autumn Storm.
- Det er vildt. Og det er specielt vildt, når det er en hund, man selv har opdrættet, lød det fra den glade vinder, som hurtigt kunne beskrive den smukke malamute.
- Han er en stor dreng med lidt for meget krudt i røven, siger hun og griner, hvorefter hun afslører, hvad det er han gør så godt.
- Han løber virkelig godt, han trækker godt, han er stærk og så har han et fantastisk temperament.
Vi siger stort tillykke til Falgreens Autumn Storm og Louise Barrett.
Du kan se de øvrige resultater her