Foto: Privat

Hundene. Åh, de hunde, de var smukke – hver og en. Faktisk synes jeg, at niveauet af deltagende hunde i årets udgave af ”Show of Winners” var rigtig, rigtig højt.
Der var flere gange, hvor jeg priste mig lykkelig for ikke at være dommeren, der hele tiden skulle sende den ene hund af to ud.
Ikke en eneste hund faldt igennem, det var virkelig udelukkende tophunde, vi blev præsenteret for. Og de blev alle smukt fremvist af handlere, som også havde gjort sig umage med festlig påklædning. Der var pailletter og glimmer og guld for alle pengene, og i år kom det fine tøj på allerede fra om eftermiddagen.
Drama var der også, som da to BIS-vindende hunde trak hinanden. Jamen, hvordan skal man vælge mellem to fuldstændig fremragende hunde?
I det aktuelle tilfælde blev den BIS-vinder, som trak det korteste strå, senere reddet af Sweepstaket, som den vandt, og dermed bragte sig tilbage i konkurrencen.

Held og håb
Held er også del af ”Show of Winners” for det er kortene der afgør, hvem man skal op imod i ringen, og der er jo altså bare nogen, som er sværere at slå end andre. Så man kan kun håbe, at man ikke trækker en af de der to-tre hunde, som kan slå de fleste andre. For de var der også. Selv i toppen af toppen er der en top, om jeg så må sige.
Et par enkelte hunde knuste således konsekvent al modstand, og endte da også begge i den endelige finale. Trækker man sådan en superhund, så er der ikke meget at gøre.
Men sådan er gamet, og det er også en del af charmen ved ”Show of Winners” – alt kan ske, og alle kan vinde – især hvis man er lidt heldig med kortene. Endelig kan man vel også med en vis ret sige, at alle allerede er vindere – for ellers var de der slet ikke.

Foto: Privat

Schyss, ikke larme…

Som sædvanlig var der borde hele vejen rundt om ringen, så publikum var tæt på begivenhederne. Det var meget heldigt, for så kunne man da se, at der rent faktisk var et levende publikum til stede, høres kunne det nemlig ikke.
Man skulle næsten tro, at publikum simpelthen ikke måtte larme. Sjældent har jeg oplevet et så stille publikum, det var ikke meget, der blev klappet. På trods af gentagne opfordringer fra speakerne.
Det blev bedre da vi efter middagen tog hul på anden halvdel af showet, men helt overbevisende blev det aldrig. Må jeg foreslå DKK en publikumsopvarmer til næste år – for det tog altså noget af feststemningen, at der ikke var lidt mere liv i tilskuerne.

Stressende katalog
En anden ting man bør kigge på, er udformningen af kataloget. Som det er nu, står hver hunds titler forrest, og i sagens natur har alle hunde, der deltager ved Show of Winner mange titler, det kan være flere linjer med titler. Derefter kommer så hundens navn, stambogsnummer, fødselsdato, køn, farve og først til sidst kommer så – endelig - racen.
Det er vanvittig irriterende, for ikke at sige stressende, når man følger showet hjemme fra sofaen. Ganske vist har hver hund også et katalognummer, som ejeren bærer, men det er fuldstændig umulig at se, når man ikke er fysisk til stede ved ringsiden.
Det eneste man, der bag skærmen, har at holde sig til, hvis man gerne vil vide hundens navn, er dens race. Og racen skal man – som kataloget er udformet nu - decideret lede efter.
Det lykkedes mig ikke én eneste gang at nå at frem til en hunds navn, før den pågældende hund igen havde forladt ringen.
Det ville være en kæmpe hjælp for tv-tilskuere, hvis racen står som første oplysning i kataloget. Det er er uligt sjovere at følge aktiviteterne i ringen, når man kan identificere de enkelte hunde. Ikke mindst fordi der ofte er flere hunde af samme race. Som det er nu, var det virkelig vanskeligt at følge med i, om det var den ene eller den anden hvide hyrdehund, der gik videre.

Speakerne ud på gulvet

En anden ting, der med fordel kunne justeres, er speaken. Det er en ting, som ofte er undervurderet, det med at speake, for hvor svært kan det være at sige lidt om, hvad der foregår i ringen?
Men det er faktisk svært. Ikke mindst fordi, der jo i princippet hele tiden foregår stort set det samme. Et par hunde kommer ind, bliver bedømt, og forlader så ringen med henholdsvis en rød og en blå roset.
Det afspejlede sig desværre i speaken, der en stor del af tiden var gentagelser. Man kunne med fordel have forberedt noget speak med fx fun-facts om hver enkelt race.
Og så skal speakerne altså ind i ringen, og bevæge sig omkring, være en del af showet og gøre det levende. Det der med at stå bag en skolemesterpult, og remse op fra kataloget – det fungerer bare ikke.
Forestil jer ”Vild med Dans” hvor værterne bare stod bare en pult og råbte deltagernes navne op, nej, vel?
Så ind i ringen med speakerne, og lad dem få en mere udtalt værtsrolle.
Ringen var hele eftermiddagen lidt øde og tavs at se på med kun en dommer og et par hunde med handlere. Det hjalp efter middagen, hvor der også kom følgespot på hundene, og blev skruet lidt op for musikken.
Musikken var i øvrigt dagen igennem velvalgt – kendte hits, afspillet kontinuerligt og højt nok til at skabe stemning, men ikke så højt, at det blev for dominerende. Selve streamingen var også fin med flotte oversigtsbilleder, og fine close ups af hundene.

Tolv timers hunde-tv
Næsten 12 timer i selskab med smukke hunde, det var, hvad ”Show of Winners” bød på i år. År to i det ”nye” Show of Winners, hvor Dansk Kennel klub arrangerer showet.
Arvegods kan være tungt at løfte, men overordnet klarer DKK opgaven udmærket. Man har også allieret sig med en stor del af de rutinerede folk, som gennem mange år har været med til at arrangere showet. Så man får faktisk et Show of Winners, der minder ganske meget om det, vi har været vant til.
Det er måske både godt og skidt, for når man vælger at lægge sig så tæt op ad, hvad jeg vil kalde originaludgaven af showet, så bliver det nuværende show uvægerligt holdt op imod ”det gamle” ditto.
Og der mangler ”det nye” altså noget – der mangler det drys tryllestøv, det magiske touch, som den tidligere arrangør af Show of Winners tilførte bare ved sin tilstedeværelse.
Eller måske manglede der bare en gennemgående person med flair for spotlight og mikronfon-charme, som kunne binde det hele sammen. Og sådan en person ved jeg jo, at DKK har – hvor var hun henne?

Dandies styrer for vildt
På hundesiden var min ”Show of Winners-oplevelse” to racer, nemlig Eurasier og Dandie Dinmont Terrier.
Eurasieren var for mig et nyt bekendtskab. Der var et par virkelig smukke Eurasiere med, kvikke, opmærksomme hunde, der bevægede sig fantastisk. Det er en race, som jeg helt sikkert vil holde øje med fremover.
Dandyen elsker jeg – den der lille superselvbevidste, smilende hund med en top, der minder om en heftig firser-permanent, jamen altså, jeg er solgt. For mig løftede det hele oplevelsen at denne skønne race, der i øvrigt har sit racenavn fra en romanfigur – kan det blive mere charmerende – var med.
Jeg holdt med Dandyen hele vejen, og det hjalp tydeligvis – for det var den, der endte med at blive Winner of Winners. Og som under sejrscermonien til slut, blev krammet og kysset på af en kær lille pige – dens lille pige, gætter jeg på. Åhr, jamen altså, da var der ikke et øje tørt. Dandies de styrer for vildt.
Og det gør ”Show of Winners” egentlig også – på trods af de småting, jeg har nævnt, som måske kunne gøres anderledes, så leverer DKK, og de erfarne Winner-folk, overordnet set et fint hundeshow.
Åh, de hunde, de var smukke.