For mange mennesker er efteråret en lidt kedelig årstid. Dagene bliver kortere, koldere og vådere, og det hele kan føles lidt trist.

Men sådan er det ikke, når man går på jagt, og nørder med jagthunde. Vi går nemlig den fedeste årstid i møde, og vi er (næsten) ligeglade med hvordan vejret er, når vi begiver os ud med hunde, gummistøvler og halgbøssen, imens de fleste normale mennesker måske bruger en regnvejrsdag foran fjernsynet. 

For os med stående jagthunde er den 16. september måske årets vigtigste dag. Der åbner jagten på agerhøns nemlig.

Det er “toppen af poppen” indenfor jagt med fuglehunde i Danmark. I modsætning til andre jagtformer, hvor hundene har en mere afgrænset opgave som f.eks apportører, er de stående hunde med hele vejen - Til at finde fuglene, fiksere dem med deres stand længe nok til at jægeren kan komme på skudhold og gøre sig klar, få fuglene på vingerne, og endelig hente dem hjem, hvis skytten altså kan ramme.

Udenfor “sæson” træner vi lydighed, apportering, marksøg og stand med hundene, og går til prøver indenfor de forskellige discipliner, men agerhønsejagten fra midten af september er på mange måder kulminationen af det hele, hvor alle hundens evner skal i spil, samtidigt med at skytten skal forsøge at ramme de små, hurtige agerhøns.

I år har vi nye jagtmarker, og i slutningen af august har vi udsat cirka 15 agerhøns på reviret. Det er småting i forhold til hvad de store steder sætter ud af fugle, men hvis bare et par stykker af dem er blevet på arealet, undgået at blive spist af rovdyr, og kan findes af Sansa, er vi glade.

Privatfoto

Sansa er vores første vizsla. Hun er 4 år, og blev importeret fra Holland for at få noget nyt blod ind, som kunne blive starten på et lille opdræt. Kort før jul 2019 fik hun et fint kuld hvalpe, men Sansa blev desværre ramt af en hidsig brystbetændelse, så en del af mælkekirtlerne måtte bortopereres. Derfor skal hun ikke have flere hvalpe, og tanken var egentligt, at hun så bare skulle fungere som familiemedlem og jagtkammerat. Hun har haft en strålende udstillingskarriere, men på markprøverne kneb det lidt - Hun slog sig ikke rigtigt løs, og fik kritik for at anlægge for smalt søg og ikke udvise nok jagtlyst. Det var måske mere held end forstand, at det lykkes at snuppe en 3. præmie i unghundeklassen, som gav adgang til at hun kunne begynde at samle certifikater på udstillingerne. Nu ligger der hele fire certifikater i skuffen, men for at blive Dansk Champion, skal hun have en 1. præmie på marken i åben klasse, og det har i lang tid ikke virket realistisk.

Privatfoto

Derfor var hun egentlig blevet pensioneret fra officielle prøver, men efter hvalpene er fløjet fra reden, har hun været igennem en rivende udvikling. Det er som om, drægtigheden og hvalpene har fået “kalibreret” hende, for pludselig er hun begyndt at vise meget mere jagtlyst og tænding, når vi træner. Mange af vores jagt- og hundevenner har kommenteret forandringen, og man skulle faktisk tro, at det slet ikke var den samme hund! Derfor er markprøverne begyndt at spøge lidt i mit hovede igen, og hvordan hun klarer dette års jagtsæson, kommer nok til at være afgørende for om jeg stiller hende til prøve igen til foråret.

Vi var afsted på agerhønsepremieren d. 16. september, bare Allan, jeg som hundefører, en enkelt god jagtkammerat og Sansa, på vores eget jagtrevir. Fin dag med solskin og passende vind - Agerhønsene er mest aktive i godt vejr, og hunden skal helst bruge en vis mængde vind for at kunne arbejde ordentligt.

Sansa gik så godt! Hun anlagde et til tider meget offensivt søg, og fik virkeligt dækket noget terræn. Selvom jeg har trænet meget lidt lydighed på det sidste (for at få lidt mere vildskab ind i hende), virkede stopfløjten og indkaldet alligevel, da tre harer og et rådyr stak af udover kløvergræsmarkerne. På sådan en dag bliver man næsten helt desperat efter at finde en fugl, så hunden kan blive belønnet for sit gode arbejde og forblive motiveret til at jage i marken, men desværre var de udsatte agerhøns som sunket i jorden, så hun måtte nøjes med hunde-energibarer fra min lomme.

Privatfoto

Et par dage senere var vi afsted igen, denne gang sammen med en større flok træningskammerater og et par ekstra skytter. Terrænet bestod af roer, som Sansa ikke har meget erfaring med. Roerne kræver ekstra power at springe henover, men fuglene kan som regel godt lide denne afgrøde, da der bar jord mellem rækkerne insekter og støvbadning. I de høje roer skulle hundene virkeligt arbejde og tage nogle ekstra høje galopspring, men igen klarede Sansa bare opgaven så godt. Kunsten med de stående hunde er, at de søger selvstændigt og tilstrækkeligt bredt foran hundeføreren, men stadig er i stand til at holde god kontakt, og det meste af jagten havde Sansa og jeg et rigtigt fint flow. 

Hundene blev løbende skiftet ud, så de fik en masse pauser mellem slippene. Man kan nemt blive fristet til at blive ved og ved, men det er hårdt arbejde for hunden, og det er vigtigt at kende sin hund så godt, at man kan genkende de små tegn på træthed. I Sansa’s tilfælde var det en serie af “muse-stand”. Når man er på jagt eller prøve, bliver man nødt til at tage hver stand seriøst, da det vil være super dumt at ødelægge en fuglesituation, men i virkeligheden er det ret tydeligt at se på Sansa, at hun står med en meget oprejst kropsholdning og “lytter” efter mus, i stedet for den lave, stramme stand, som færten af fuglevildt udløser.

Det vrimlede heller ikke ligefrem med fugle på denne jagt, og det var desværre nogle andre hunde, som var i aktion, da der blev fundet agerhøns. Det blev til hele to fugle på paraden, og rygterne siger at det er rekorden i det selskab, men for os er det alligevel at foretrække, frem for store godsjagter med fremmede mennesker og “put and take”-jagt på kæmpe mængder udsatte fasaner. Alt i alt også en rigtig dejlig dag, hvor Sansa og jeg fik en masse gode erfaringer i bagagen. Nu glæder vi os til hvad efteråret ellers kan byde på!

Privatfoto