Proteiner i hundefoder – hvorfor er det vigtigt?

28-12-2020 08:24

Astrid Holtet

Proteiner er kroppens byggesten og er derfor en vigtig del af hundens daglige foder

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hundens foder består af en lang række energigivende og ikke-energigivende næringsstoffer. Protein er et af de energigivende næringsstoffer, som findes i hundefoder og kommer fra eksempelvis kød, æg og bælgfrugter, men hvorfor er det vigtigt?

Tilfører kroppen vigtige byggesten
Protein er vigtigt for hunden fordi det tilfører kroppen de byggesten, den har brug for. Proteinerne er opbygget af forskellige aminosyrer og disse indgår i vigtige strukturer i kroppen, herunder blandt andet kroppens celler, men også enzymer, hormoner og meget mere. Der findes mange forskellige aminosyrer, og nogle af dem kan hunden selv danne, mens andre skal tilføres via kosten. Får hunden ikke de aminosyrer den har brug for, kan kroppen ikke fungere optimalt, og i værste fald kan hunden blive syg.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Kvaliteten afhænger af aminosyresammensætningen
Hvilke aminosyrer et protein er sammensat af, er meget forskelligt alt efter hvorfra proteinet stammer. Således er protein fra kyllingekød ikke sammensat på samme måde, som protein fra æg eller fra ærter. Det er derfor heller ikke lige meget hvilken type protein, der bruges i et hundefoder. Proteinets sammensætning af aminosyrer skal kunne dække hundens behov. Jo bedre aminosyresammensætningen passer, jo mindre mængde af protein skal der til, for at behovet er dækket. Hundens aminosyrebehov dækkes bedst af protein fra animalske kilder.

Protein tilfører også kroppen energi
Udover at tilføre kroppen de vigtige byggesten, tilfører protein også hunden energi, dog slet ikke så meget energi som fedt, et andet af de energigivende næringsstoffer.
Hunden kan ikke undvære protein, men hvor meget protein den har behov for afhænger af dens alder, helbred og aktivitetsniveau.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout