Miriam sammen med Arrangør Chikage Kiyukuni og Landsholdsleder Tomoko Sato Privatfoto

Det er ingen hemmelighed, at der er langt fra Danmark til Japan. Miriam Søndergaard oplevede med egne øjne, at det ikke kun er den fysiske afstand, der er stor, da hun for et par uger siden underviste i lydighed i solens rige.

– Det var meget anderledes end her i Danmark. 80 procent af dem, der skulle have hjælp, skulle have hjælp til koncentration og til at give hunden lyst til at træne med dem, fortæller hun.

Ifølge Miriam Søndergaard er der også helt anderledes vilkår for folk, der gerne vil træne med deres hunde i Japan, hvilket gør det svært at lave spændende træning.

– Der er ikke ret mange træningsbaner til hunde i Tokyo. Derfor skal hundeejerne ud i en park eller finde en bane ved en skole, hvis de vil træne med deres hund. Men loven siger så, at hundene skal have snor på hele tiden, siger hun.

Læs også: Verdensstjerner kommer til Viborg

Små lette klap
Det var ikke kun de japanske forhold, der var anderledes end i Danmark. Faktisk var hele omgangen med hundene helt forskellig fra den måde, vi har med hundene at gøre i Danmark.

– De ville rigtig gerne være med i træningen, og de var meget interesserede i at lære. Men jeg oplevede også, at en del af dem ikke var ret fysiske, når de roste deres hund. Hvis de endelig rørte ved hunden, var det med helt små, lette klap, fortæller hun.

De japanske deltagere på kurset forklarede, at de havde lært af en berømt engelsk instruktør, at de slet ikke skulle røre ved hundene, da det kunne forvirre hundene.
Derudover var de også blevet rådet til at have deres hunde i bur om natten, hvilket overraskede Miriam.

– Det kunne jeg jo slet ikke forstå. Jeg er meget tæt med mine hunde i hverdagene. De sover endda i min seng om natten, og jeg skulle bruge meget tid på at forklare dem, at det ikke er nogen god ide at have hundene i bure, lyder det fra Miriam Søndergaard.

En tredje ting, der kom bag på hende, var japanernes manglende viden om, hvordan man opfører sig i konkurrencer i lydighed. Her er der mange regler for, hvad man gør, og hvad man ikke gør, men ikke alle disse regler er skrevet ned. Derfor kan det være svært at kende alle reglerne, hvis man ikke har fået dem fortalt.

Læs også: International lydighedscamp er tilbage

– Helt grundlæggende, så skal man vide, at øvelsen er startet, når man stiller sig hen på startfeltet. Desuden skal man vide, at man ikke må lave tricks eller andre ting med sin hund mellem øvelserne. Det vidste de ikke, man ikke måtte, så det måtte jeg lære dem, siger hun.

Misforståelser
Der var meget at tage fat på og ifølge Miriam er der lidt hjemmearbejde endnu, før Japan er med i toppen. Så da hun en aften fik at vide, at nogle af deltagerne havde haft tårer i øjnene under øvelserne, var hun allerede begyndt at tænke på, at hun måske havde været for hård ved de stakkels japanere.

– Hende, der fortalte mig det, spurgte derefter, om jeg ville komme igen næste år, og det fik jeg ikke lige svaret på, fordi jeg var så overrasket over, at der var nogen, der havde grædt. Der gik så noget tid, før jeg fandt ud af, at de havde grædt, fordi de var følelsesmæssigt berørt over, at de kunne se, at hundene pludselig vidste, hvad det var, de ville have dem til, fortæller hun og fortsætter:

– Da det gik op for mig, takkede jeg naturligvis ja til at komme tilbage.

Kvinden, der havde spurgt Miriam, om hun ville komme tilbage, var bange for, at hun ikke kunne lide at være i Japan, og det ikke havde været godt nok, da Miriam ikke svarede på, om hun ville komme tilbage.

Læs også: Japansk VM-dommer dømte agility i Viborg

– Hun troede simpelthen, jeg var ked af at være der. Blandt andet fordi jeg ikke kan lide fisk, og de spiser næsten ikke andet dernede.