Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
I disse dage følger verden spændt med, mens fire astronauter befinder sig ombord på Orion fartøjet på vej mod en bemandet passage rundt om Månens. Missionen Artemis II er kulminationen på årtiers forskning og teknologisk udvikling, men rejsens fundament blev lagt under helt andre og mere primitive forhold. For næsten syv årtier siden blev en lille herreløs hund nemlig sendt ud på en mission, som for altid ændrede menneskehedens plads i universet.
Fra Moskvas gader til verdenshistorien
Laika var oprindeligt en herreløs hund, som strejfede om i Moskvas kolde gader under navnet Kudryavka. De sovjetiske videnskabsfolk ledte bevidst efter herreløse hunde til rumprogrammet, da de mente, at disse dyr var mere hårdføre og bedre til at modstå ekstrem kulde og sult. Hun blev valgt på grund af sit rolige temperament og sin lille størrelse, hvilket var afgørende i det ekstremt begrænsede rum ombord på Sputnik 2.
Et kapløb mod tiden og teknikken
Opsendelsen af Laika den 3. november 1957 var ikke kun en videnskabelig mission, men i høj grad også et politisk værktøj. Den daværende leder Nikita Khrusjtjov ønskede en opsendelse, der kunne markere 40 året for den bolsjevikiske revolution. Det betød, at ingeniørerne arbejdede under et enormt tidspres, hvilket desværre betød, at der aldrig blev udviklet en plan for at bringe Laika sikkert tilbage til Jorden. Hun var passager på en rejse uden returbillet.
De sidste timer i kredsløb
Under selve missionen overvågede forskerne Laikas puls og vejrtrækning via sensorer. Data viste, at hendes hjerte slog tre gange hurtigere end normalt under selve opsendelsen, men at hun efterhånden faldt til ro i den vægtløse tilstand. I årtier troede verden, at hun overlevede i flere dage, men oplysninger fra 2002 har afsløret, at hun døde få timer efter opsendelsen. En teknisk fejl medførte, at temperaturen i kabinen steg til over 40 grader, hvilket den lille pioner ikke kunne overleve.
En arv af viden og etik
Selvom Laikas død var tragisk og rejste store etiske spørgsmål, var hendes bidrag til videnskaben uvurderligt. Hun beviste, at det var muligt for en levende organisme at overleve opsendelsen og navigere i vægtløshed. Hendes offer banede direkte vejen for Jurij Gagarins rejse få år senere og danner grundlag for de strenge sikkerhedskrav, vi ser i dag. Når vi kigger mod nattehimlen i aften og tænker på Artemis II, bør vi sende en tanke til den lille hund, der tog det første skridt ud i mørket.
