Bjarke Kirkegaard Nielsen
Da jeg var 15 år, mødte jeg flere gange holdningen, at ”min fødselsattest” var for ung til at købe en hund. Denne holdning fik jeg dog hurtigt gjort til skamme ved at læse alle hundebøger, biblioteket var i besiddelse af, melde hunden til træning, inden den nærmest var født, få mine forældres fulde opbakning efter at have plaget nærmest fra den dag, jeg blev født. Og selvfølgelig var jeg også medlem af både specialklub og DKK, inden jeg blev hundeejer. Men nu oplever jeg, at fødselsattesten åbenbart også har en udløbsdato i den anden ende? Jeg støder på flere opdrættere, der mener, at man ikke kan sælge hund til folk, der bare (!) er 70 år.
”Jamen, de kan jo dø indenfor et par år, og hvem skal så tage sig af hunden?”. Eller ”jamen, de har ingen familie”. Og ”er de i stand til at motionere hunden?”.
Kan I selv høre de dårlige undskyldninger? Man behøver jo hverken være 15, 50, 70 eller sågar 80 år for at de spørgsmål skal være nogen der er besvaret, inden man skal anskaffe sig en hund.
Vi kan alle dø i morgen – corona eller ej. Jeg er sikker på, vi alle kan nævne nogen, der er død i en alt for ung alder, og nogen, der er blevet ”tudsegamle”. Vores omgangskreds – uanset familiestørrelse – har ingen alder. Vores fysik, der gør os i stand til at varetage hundes behov, har ingen alder. De levevilkår, vi kan tilbyde hunden, har ingen alder.
Hvorfor står de positive ord ikke i kø, når ældre mennesker søger ny hund: Hunden kan holde dem både åndsfriske og fysisk friske. Men hov, mange 70-årige er i bedre form end mange 40-årige. Og ikke mindst; mange ældre mennesker har oceaner af kærlighed, tid og roligt gemyt til at tage sig af en hund. Et langt liv med hund giver også meget erfaring, der burde vægte tungt. Mange ældre mennesker har langt mere af dette end en børnefamilie. Ja, jeg ved godt, at nogle også vælger børnefamilier fra.
Så hvem vil I opdrættere egentlig sælge til? Ingen unge, ingen børnefamilier, ingen enlige, ingen ældre mennesker. Har opdrættere overvejet, hvor man så skubber disse mennesker hen? Hvorfor man kan være medskyldig i, at hundehandlere og hunde fra østlandene har kronede kår. Når nogen brændende ønsker sig en hund til at forsøde tilværelsen.
Sælgers marked. Men det bliver det ikke ved med at være. En dag er vi sandsynligvis igen der, hvor markedet er mættet, og det igen bliver købers marked. For ja, det er bestemt et privilegie at kunne vælge og vrage mellem hvalpekøbere.
Hver gang man anskaffer sig en ny hund, bør man naturligvis overveje, om det er den samme race man skal vælge igen; passer den til den familiekonstellation og de vilkår, jeg kan byde hunden lige nu, der hvor jeg er i mit liv? Eller skal jeg have en anden race? Mange skal nok have en mindre race, når man bliver ældre. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan tage sig af en hund i en sen alder. Tværtimod. Vi, som har haft hund hele vores liv, kan ikke forestille os noget mere skræmmende end at skulle blive gamle uden en hund ved vores side. Og husk, at du kan få registreret et testamente på din DKK-hund.
Ingen ved, hvornår fødselsattesten udløber – uanset alder! Så overvej nøje, hvorfor du siger nej til hvalpekøbere, og lad aldrig dåbsattesten være det valg! Ansvarlige hundeejere har ingen alder!
PS: Jeg er også selv opdrætter
