Modelfoto: Shutterstock

På ældre fjernsyn, der kun viser op til 50 billeder i sekundet, er bliver billederne ikke kædet sammen til en film for hunde. De ser bare flimmer, idet hundeøjet behøver langt hurtigere billedflow end det menneskelige øje. Men på de moderne fjernsyn, der viser langt flere billeder i sekundet, er hunde formentlig i stand til at kæde billederne sammen til film og dermed reelt se, hvad der foregår. Hvor vi mennekesker behøver mellem seksten og tyve billeder i sekundet for at se dem som en sammenhængende film, behøver hundene omkring 70 billeder pr. sekund. Specialist i dyrs syn Ernst Otto Ropstad, Norges Veterinærhøgskole, mener, at hunde er i stand til at se ”film” udsendelser på moderne fjernsyn på samme måde, som de ser ting, der sker i virkeligheden. Tv-kanaler for hunde Hundes mulighed for at sammenkæde de moderne fjernsyns billeder til film har bl.a. ført til deciderede hundekanaler i USA, f.eks. DogTV. Folk bag kanalerne mener, at hundene stimuleres ved at se bestemte ting på tv. Visse programmer skulle efter sigende underholde hundene, mens andre eksempelvis skulle virke beroligende. Hvad kan hunde se på tv? Med hensyn til at se farver, siger Ernst Otto Ropstad, at hunden er i stand til at se farver i et vist omfang – men slet ikke så godt som mennesker. Det skyldes forskellige opbygning af nethinden hos dyr og mennesker. Selvsamme opbygning bevirker desuden, at hunde har et dårligere detaljesyn, end mennesker har. Nogle gider - andre ikke Ernst Otto Ropstad oplever, at hundes interesse for tv er ret forskellig. Han har selv haft fem forskellige hunde – nogen af dem interesserede, andre ikke. En af hans hunde følger eksempelvis nøje med, hvis der er fugle eller hunde på skærmen. Forskeren påpeger, at visse hunde kan reagere voldsomt på det, de ser på tv, f.eks. ved at springe frem mod apparatet, hvilket naturligvis kan skabe både frustration og problemer. De fleste hunde finder dog hurtigt ud af, at der ikke er tale om rigtige dyr. SE EKSEMPEL PÅ HUNDE-TV VIA LINKET UNDER BILLEDET TIL HØJRE. Kilde: forskning.no