James holder også sommerferie

02-09-2026 04:34

Yasmin Bøllehuus

James elsker sit arbejde som skolehund, men også en arbejdsglad hund har brug for ferie. Sommeren har derfor budt på nye oplevelser, træning, lange ture og masser af tid til bare at være James.

Copyright Hunden.dk
Skolehunden James har brugt sommerferien på nye oplevelser, træning, ture og afslapning, inden et nyt skoleår venter. Foto: Yasmin Bøllehuus
Nyheden fortsætter efter annoncen

James elsker sit job!

Hvis han selv kunne bestemme, var han nok på arbejde hver eneste dag. For han elsker at være sammen med børnene, løse opgaver med dem og være en del af skolens hverdag. Det er så inspirerende at se, hvor meget glæde han får ud af sit arbejde. -Og det smitter også helt vildt!

Men selv den mest arbejdsglæde hund har brug for ferie. Selvom James er en hund, der elsker at arbejde, er det vigtigt, at han også får mulighed for at koble helt fra. Alle hunde har brug for pauser, hvor de ikke skal præstere, koncentrere sig eller forholde sig til de opgaver, der normalt forventes af dem. Ferie handler derfor ikke kun om at have fri fra kalenderen – det handler om at give både krop og hoved mulighed for at slappe af og lave noget andet. (præcis som vi også kender det fra os selv).

En sommer med nye oplevelser

I sommerferien har James derfor fået lov til at lave noget helt andet end det, han normalt forbinder med sit arbejde.

Vi har gået flere lange ture i skoven, steder vi aldrig har været før.  Der har været masser af tid til at snuse, undersøge omgivelserne og bare være hund. Vi har været på ture i byen og gået på den lokale gågade, så der også har været mulighed for at opleve nye omgivelser og masser af forskellige indtryk. Derudover har James været en tur i zoologisk have, hvilket er noget helt andet end hans normale hverdag, og netop derfor er sådanne oplevelser særligt gode. Han får mulighed for at bruge sanserne på en anden måde og opleve verden uden at skulle være “skolehunden James”.

På de helt varme sommerdage har han selvfølgelig fået lov til at tage den med ro. Så har han opholdt sig i skyggen eller indenfor på vores kølige gulv, hvor temperaturen er mere behagelig. For en hund er det mindst lige så vigtigt at få lov til at lave ingenting, som det er at få nye oplevelser. Hvile og ro giver ham mulighed for at fordøje alle de indtryk, han får i løbet af dagen, og hjælper ham med at finde tilbage til et roligt niveau. Det er ikke nødvendigvis de dage, hvor der sker allermest, der er de bedste for ham – nogle gange er det netop trygheden ved bare at kunne lægge sig til rette, sove og være i fred. Ferie for os betyder også at lave mindre af det vi plejer.

Copyright Hunden.dk
Skolehunden James har brugt sommerferien på nye oplevelser, træning, ture og afslapning, inden et nyt skoleår venter. Foto: Yasmin Bøllehuus

Det kan måske lyde lidt paradoksalt, at vi både har fyldt ferien med oplevelser og samtidig taler om vigtigheden af at koble helt fra.

Så det handler ikke om, at James skal underholdes hele tiden… -Tværtimod:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Noget af det vigtigste ved en ferie er, at han ikke hele tiden skal have en opgave. Han behøver ikke at træne, præstere eller være “på”. Han må gerne bare være James.

Når man har en hund med et job, kan det være let at glemme, hvor meget energi arbejdet faktisk kræver. Selvom James elsker det, han laver, bruger han både hovedet og kroppen, når han er på arbejde. Han skal kunne koncentrere sig, aflæse mennesker, håndtere forskellige situationer og være rolig og nærværende.

Derfor har han også brug for at lære, at når arbejdsdagen er slut – så er den slut.

Men vi træner stadig

Selvom sommerferien først og fremmest har handlet om afslapning og nye oplevelser, er vi faktisk også startet på et nyt træningshold.

Vi træner på pladsen hos Lupo Hundecenter, og her laver vi mange forskellige ting. Det kan være små og mere simple øvelser, men også hundefitness og meget mere. Det gode ved denne form for træning er, at det ikke er det samme som James’ arbejde på skolen. Det er noget, vi laver sammen, fordi det er sjovt, og fordi James elsker at bruge både krop og hoved.

Og måske er det netop det, der er pointen:

En ferie behøver ikke betyde, at man aldrig må lave noget. Den skal bare give plads til, at man kan lave noget andet.

For James har sommerferien været en blanding af lange ture, nye steder, spændende oplevelser, træning, afslapning og masser af tid til bare at være hund. Og selvom jeg er ret sikker på, at James gerne var mødt ind på skolen hver eneste dag, så tror jeg også, at han har haft godt af sin ferie. For når man holder af sit arbejde, er det måske ekstra vigtigt at huske, at man også skal have lov til at holde fri.

Nu glæder vi os til en nyt skoleår på skolen – og jeg er ret sikker på, at James glæder sig ekstra meget i år, for nu arbejder han nemlig to hele dage!

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout