Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Det er på ingen måder nogen hemmelighed, at før jeg startede som redaktør på HUNDEN og hunden.dk, var min viden om hunde en smule begrænset. Før jeg trådte ind i denne verden, begrænsede mine hundeerfaringer sig til følgende. 

Da jeg var helt lille, havde mine forældre en hund. Det var en kleiner münsterlænder med navnet Jane (udtalt på engelsk). Hun var en dejlig hund, men måske vidste hun, at jeg på sigt ville blive redaktør på HUNDEN, for hun ville i hvert fald rigtig gerne beskytte mig. En dag blev hendes beskyttertrang noget uhensigtsmssig, da hun bed en kammerat til mine to storebrødre i låret. Der var ingen nåde. Hun blev aflivet. 

Mit næste hundeminde finder sted hos min moster Inger og hendes man Danny, De boede i samme by som os og derfor var vi meget sammen med dem. Min kusine Charlotte og fætter Jacob var mine bedste venner, men så var det, at de fik en hund. King hed den. Så vidt jeg husker var det en golden retriver, og jeg var panisk angst for den. Derfor husker jeg også en episode, hvor jeg løb i en stor cirkel på det lokale stadion med King i hælene på mig. Den legede, jeg græd. 

Nå ja så var der også en hund i byen, jeg voksede op. En lille foxterrier, hvis hidsighed fik mig til at køre en længere omvej, hver gang jeg skulle til håndbold i hallen. 

Læs også: Har du set alle billederne?

Det var min hundebagage, da jeg trådte ind som redaktør for disse medier, og derfor var det også noget af en oplevelse, da jeg første gang var til en hundeudstilling. Det var i Fredericia i 2018. Og jeg husker, at jeg kørte op til parkeringspladsen og tænkte, at jeg aldrig havde set så mange hunde samlet på et sted før. 

Jeg beskriver ofte den udstilling som en oplevelse af at være til en fest, hvor man er den eneste, der er ædru. Jeg forstod ikke, hvad der foregik. 

Hvis vi så bare springer frem i tiden til i dag. Den 23. september 2022. Så sidder jeg på et hotelværelse og glæder mig til at komme ud at møde alle jer dejlige hundemennesker og jeres lige så dejlige hunde.

Hundeudstillingerne er blevet noget af det, jeg ser allermest frem til. Og hvorfor så det?

Egentlig er svaret enkelt. Jeg er i dag en del af hundeverdenen, og jeg er vild med hundeverdenen. Og på en hundeudstilling møder man altid engagerede, gode mennesker med deres fantastiske hunde. Hvor i Danmark skulle man ellers finde så mange mennesker med dette fantastiske dyr samlet på et så lille område?

Læs også: Winter Wonder Show satte punktum for et fantastisk udstillingsår

Jeg er blevet fan af hundeudstillinger, fordi stemningen er helt særlig. Fordi man møder folk, man kender, og fordi der bare er så mange dejlige hunde. En hundeudstilling er virkelig for alle, der interesserer sig for hunde.

Dansk Kennel Klub har gennem de sidste år gjort rigtig meget for at gøre udstillingerne mere tilskuervenlige, og det er lykkes. Da jeg startede på udstillingerne, var ringene omringet af telte, så man ikke kunne se, hvad der foregik. Det var næsten som om, der foregik noget hemmeligt inde i ringene. 
Nu er der åbent. Teltene er flyttet længere væk fra ringene, og man kan i den grad opleve disse fantastiske dyr boltre sig på udstillingerne. 

Og så er der Store Ring. Ringen hvor vinderne mødes. Ofte ender det med, at der ikke er ret mange tilskuere tilbage, når det hele skal afgøres i denne ring, og det er faktisk synd. For i Store Ring får man det hele i konmprimeret form. Vinderne i hver race konkurrerer med de andre hunde i samme FCI-gruppe og til sidst, står ti gruppervindere over for hinanden i den store BIS finale. I Store Ring oplever man engagement, glæde, skønhed og stor viden om hunde.

I denne weeekend er der udstilling i Ballerup. Det er en særlig udstilling, fordi den både foregår ude og inde. Racerne er delt op over de to dage, så man får to vidt forskellige oplevelser lørdag og søndag. 
Lad en forholdsvis ny hundemand anbefale hundeudstillingerne med følgende ord:

Hver gang jeg kommer hjem fra en hundeudstilling, har jeg forelsket mig i en ny hunderace.

Læs også: En festlig lørdag i Herning