Kasper Larsson
Hvis du er et empatisk individ og lever dig ind i andres følelser, så vil du også automatisk opleve hundes ansigtsudtryk mere intenst, skriver videnskab.dk om et nyt studie, foretaget på Helsinki Universitet. – Empati havde større indflydelse på opfattelsen af hundes ansigtsudtryk, end om man selv havde haft hund, formentlig fordi ansigtet er en biologisk vigtig drivkraft for mennesker, siger postdoc Miiamaaria Kujala fra Helsinki Universitet. Kujala er medforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Plos One. Din grad af empati har dog ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvor god du er til at forstå hunde. Empatiske mennesker har nemlig en tendens til at overfortolke deres indtryk af hundens ansigtsudtryk. – Empati sætter fart på og intensiverer vurderingen af hundes ansigtsudtryk, men i øjeblikket er der ikke en sikker måde at fastlægge nøjagtigheden af disse vurderinger, siger Miiamaaria Kujala. I kontrast til dette oplevede mennesker andre menneskers glade ansigter som mere følelsesmæssigt intense. Forskerne mener, at dette kan skyldes, at både mennesker og dyr har en tendens til at opleve ansigter fra deres egen art som generelt mere behagelige at kigge på.