Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vi har tidligere skrevet om hunden fra Englyst i Skive, som for godt en måned siden bed en mand i armen, og som naboer fortæller har bidt flere gange de sidste år.
Onsdag var den så gal igen.
Her skulle to betjente ud for at snakke med hundens ejer i forbindelse med efterforskningen af sagen. De skulle blandt andet chipscanne hunden og høre, hvor den kom fra. Det skriver Skive Folkeblad.
Da de to betjente kom ud til adressen onsdag formiddag, stod døren åben, og de nåede ikke ind i huset, før hunden løb hen imod dem og bed den ene betjent i armen.
Betjenten fik vristet sig fri, men så angreb hunden den anden betjent ved at bide ham i benet, så han væltede. Det fik den første betjent til at trække sit våben, men da han vurderede, at det ikke ville være forsvarligt at afgive skud, fik han hunden væk på anden vis.
Herefter kontaktede betjentene et internat for at få nogle derfra til at hente hunden.
– Det gør vi, fordi vi gerne vil sikre os, at hunden er i vores varetægt, så længe der er en igangværende hundelovssag. Vi vurderer, at der er tale om en forbudt race, og så har hunden udvist uacceptabel og farlig adfærd ved at overfalde flere personer, siger Niels Bach fra Skive Politi til Skive Folkeblad.
Da manden fra internatet ankom, gik hunden igen til angreb. I mellemtiden havde den dog fået mundkurv på. Derfor lykkedes det medarbejderen fra internatet at få hunden med.
Betjentene, der begge blev kørt til behandling på sygehuset, er nu sygemeldt fra arbejdet.